Lotte i Vietnam

Tilbage i Danmark

2008-08-16T04:52:00.000-07:00

Så har jeg været i Danmark i 2 uger. Jeg må sige at det er skønt, at være hjemme igen. Der er jo ikke sket så meget mens jeg var væk, så det føles bestemt ikke som om jeg har været væk et halvt år.
Den første tid har gået med at se familie og veninder. Det er fantastisk at se alle dem jeg har savnet mens jeg har været væk.
Ellers har jeg brugt tiden på at ligge efter fritidsjob og lejlighed. Det med lejligheden er ikke helt på plads endnu, men det kommer det forhåbenligt snart. Jeg starter med at flytte op i min lillebrors lejlighed d. 1 sep. Jeg har fået arbejde som tilkaldevikar i en børnehave i Roskilde, bare når jeg har fri fra skole, eller tidligt fri. Det er skønt at forstå, hvad børnene siger, det er helt ubeskriveligt.
Egentlig synes, jeg ikke at jeg savner Vietnam endnu, men måske det kommer. Jeg er i hvert fald meget glad for at være hjemme i Danmark igen.

Der kommer ikke lere indlæg på min blog, men i kan følge med på de nye studerendes blogge. Det er faktisk meget sjovt at følge med.

Louise - http://www.louiseivietnam.blogspot.com/

Sara - http://www.saraivietnam.dk/

Jannie - http://gyldengren.wordpress.com/

Hjem, hjem, hjem.....

2008-07-11T21:56:00.006-07:00

På fredag rejser vi hjem til Danmark. Jeg er så klar til at tage hjem nu, det bliver bare så skønt. Kufferten er næsten færdig pakket, og selv om jeg synes det så tvivlsomt ud inden jeg fik pakket den, fik jeg alligevel alt til at være der. Den vejer vist 24 kilo, men mon ikke det går?!
Jeg kan ikke rummet mere af den Vietnamesiske kultur nu, og glæder mig bare til at se familie og veninderne igen. Ud over det glæder jeg mig til at gå en tur uden folk råber efter mig, at der er fast pris på tingene (selvom det selvfølgelig er dyrt), til ikke at blive snydt, til at se fjernsyn, til det danske vejr og den danske mad. Det bliver skønt med mors mad den første aften, og jeg har bestemt menuen. Kartoffelsalat, kød på grillen og min yndlings salat med tomat, avokado og den bedste dressing, det lyder da skønt ikke?!
Jeg glæder mig til at vise alle mine nye ting og billeder frem, så nu håber jeg at i vil se dem:0)
Jeg er spændt på, hvad jeg kommer til at savne her nede fra, for lige nu kan jeg ikke forstille mig, hvad det skulle være andet end børnene i min klasse.
Praktikken i Vietnam kan ikke beskrives med få tillægsord, for der har været hårde, fede, sjove, kedelige, lærerige, skønne, fantastiske, triste, lange og gode tider. Jeg er lidt stolt over at jeg har klarede det, og super glad for at jeg gjorde det. For jeg ved, at jeg har fået rigtig meget ud af det, og har lært rigtig meget om mig selv. Så jeg fortryder bestemt ikke at jeg tog af sted. Jeg har også lært rigtig meget om den Vietnamesiske kultur, og jeg følger ikke at der er noget jeg ”mangler” at se. Derfor er jeg altså klar til at tage hjemad nu, og der går ikke mange dage før jeg står i Danmark igen.

Pattaya

2008-07-11T21:56:00.005-07:00

Så var det tid til sol og strand. Vi ankom med bussen til en station i pattaya og tog en baht-bus ud til Jomtien. En bath bus er en ladbil, hvor passagerene sidder omme i ladet. De kommer hele tiden og stopper, hvis man står og venter. Så hopper man på, og trykker stop når man vil af så stopper den.

Vi fandt et lille bitte værelse for den første nat. Så kunne vi stille vores ting der og finde et bedre hotel efterfølgende.

Vi fandt det hyggeligeste sted man kan forstille sig. Siam Garden hed det. Der var så bungalower og rigtig hyggelige omgivelser. Det kunne vi ikke stå for. Så vi fik vors egen lille bungalow, som vi flyttede ind i dagen efter.

Det viste sig at det var en dansker, der egede stedet og at der par boede andre danskere der også. De var super hjælpesomme, det var skønt bare at kunne spørge andre til råds, der gjorde det hele lidt lettere.

Stedet kan varmt anbefales til andre, som vi rejse til Thailand. Ejeren og dem der boede der mens vi var der, var rigtig søde og hjælpsomme. Stemningen var god, der var danske aviser, god mad og gode øl, som vi drak med resten af danskerne. Hvis i skulle få lyst at tage der hen er navnet Siam Garden og hjemmesiden: http://www.siamgardenvillage.com/. Det er altså helt perfekt.

Stranden og solen skulle nydes, og det blev den også. Vi nåede ikke så meget på stranden, som vi måske gerne ville, men det var fordi der var så meget andet at se.

Vi har frygtet, inden vi tog af sted, at det ville regne lige så voldsomt som i Vietnam, da de jo også er regntid i Thailand nu. Heldigvis mærkede vi ikke så meget til regnen. Det rengede voldsomt nogle at nætterne og vi havde to dage hvor det var overskyet, men den ene dag var den hvor vi skulle rejse hjem, så det gjorde ingenting.

Vi red selvfølgelig på elefanter, det skal man jo næsten når man er i Thailand.

Vores elefant var kun 25 år gammel og en rigtig teenager, som ikke rigtig ville høre efter, hvad elefant-manden sagde. Den var hele tiden sulten, så stoppede den op, hver gang den fik øje på en dejlig græstop, eller der lå en kokusnød på jorden, som den kunne træde på så skallen knækkede og den kunne spise den.

Den havde en kæden om halsen og ned om det ene ben. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men måske fordi den ikke hørte efter.

Når elefant.manden skulle have elefantens opmærksomhed, slog han den i hovedet med en stor hammer. Det så ærligtalt ikke særlig rart ud, men jeg fik af vide at de er meget tykhovedet, og at det ikke gør ondt... hmm... okay..

Den turen var slut, kunne man sidde på stødtænderne af en anden elefant, det skulle også lige prøves. DEn var da rigtig sød, den store elefant.

Vi fik set nogle forskellige dyr, for vi var nemlig også på en tur hvor vi svømmede med delfiner. Første var vi ud i en nationalpark, og så et meget flot vandfald. Derefter tog vi ud til oasis sea wold, hvor vi så delfinshow. Delfinerne her, er delfiner som har været fanget i fiskerens net og derfor er kommet her til. Delfinerne var simpelhen så gode, og så ud til at have det rigtig godt.

Efter deldinshowet, skulle vi svømme med delfinerne og lave kunstner med dem. Vi måtte ikke have nogle smykker på og negle måtte klippes helt ned, mine var ellers lige blevet så lange, øv. Min navlepiercing måtte også pilles ud, selvom jeg ikke var meget for det, fordi jeg troede det ville gøre frygtelig ondt at sætte den i igen. Det gjorde det heldigvis ikke.

Det var en skide god tur og den var alle pengene værd. Jeg er rigtig glad for at vi gjorde det, og skidt med at neglene er kort nu, de vokser jo ud igen.

Vi var oså ude og se to institutioner. En for handicappede voksne og og et børnehjem. Vi startede med den for de handicappede voksne. Det var primært mennesker som var kommet til skade ved ulykker og blevet handicappet pga det. De boede på stedet og fik en og fik uddannelse der. Uddenelsen tog to år og var inden for IT og reperation af elektroniske ting. Og de var alle garanteret job efter uddannelsen.

Den anden institution var et børnehjem, hvor mange danske og tyske par adoptere fra. Vi var inden hos de helt små børn. I rummet står sengene på rækker, og rundt om på gulvet rendte børnene rundt og lege, det det legetøj der nu var, det var ikke så meget.

Børnene var meget glade for at få besøg og sad straks på skødet af mig og Mie.

Vi var ovre og se klassselokalerne, hvor de lidt større børn gik i pre-school. Her var der meget legetøj.

Det var meget spændende at se to Thailandske institutioner, nu hvor vi har været i Vietnamet halv år.

Ellers har vi været på bar og spillet pool med gutterne fra hotellet.

Vi har spist dansk smørebrød, som bare smagte helt fantastisk.

Og vi har været ude på en ø, hvor der var en rigtig flot strand med hvidt sand og helt klart vand. Den strand vi boede ned til var ikke så lækker. Det var nærmest grus og vandet var ret grumset.

Så vi måtte ud til den anden dejlige strand bare en enkelt dag. Det var meningen at mange fra hotellet skulle med, men det endte med det kun blev mig, Mie og Thomas, da de andre pludselig havde abdre planer eller tømmermænd.

Vi tog en speedbåd der ud og var der hele dagen det var bare livet.

Torsdag d. 24 juli var det tid til at tage tilbage til Hanoi. Jeg må sige vi nåede at blive lidt nervøse på vejen til lufthavnen. For to gange måtte taxa chaufføren holde ind til siden fordi der var noget galt med bilen. Det var vist noget med vandet... hmm har ikke forstand på den slags.

Det endte med at han måtte ringe efter en anden, som kunne komme og hente os. Og han var længe under vejs. Men vi nåede da til lufthavnen i tide, heldigvis.

Bangkok

2008-07-11T21:56:00.004-07:00

Så blev det tid til den sidste ferie, inden vi rejser hjem til Danmark. Rejsemålet var denne gang Thailand. Vi tog af sted d. 14 juli som de fleste af jer nok ved, og så havde vi 10 dage i Thailand.
I flyveren skal man udfylde et arrival kort, hvor man skriver hvem man er, pasnummer, datoer fra passet, hvor man skal bo i Thailand osv. Mie og jeg var taget af sted uden penge og uden vi viste hvilket hotel vi skulle bo på, så det kunne vi ikke udfylde.
Da vi så står i køen til at få tjekket vores pas, og vores arrival kort, kommer en dame rundt og tjekker om man har udfyldt alt det man skal. Og det havde vi jo ikke, det er åbenbart meget vigtigt, at man ved hvor man skal bo. Hun blev i hvert fald lidt mopset over vi ikke viste det. Så vi blev hevet ud af køen, og over til en stor, tyk mand, som skrev noget på vores kort og så kunne de tjekke vores kort. Her spurgte de igen, hvor vi skulle bo. VI VED DET IKKE, for pokker. Så måtte vi bare fortælle hvilket område vi ville tage til, det viste vi dog. Så vi kom altså igen paskontrollen, trods alt.

Vi tog en taxa ud til den gade vi havde planlagt, og som vi regnede med var et backpacker kvarter. I Thailand køre de sørme i den ”forkerte” side og rattet sidder også i modsatte side. Det var lidt mærkeligt. Men måske jeg har vænnet mig til vild og voldsom trafik, for det virkede egentlig ikke så skræmmende at blive kørt rundt, som jeg havde regnet med. Det var altså en god gade vi kom til med boder og butikker over det hele. Vi var inde på et par hoteller, inden vi fandt et vi kunne lide og et der var plads på.

Vores værelse:

Gaden vi boede på Khao San:

Vi spiste aftensmad på Burgerking, moms det var herligt. Det mindede lidt om Danmark, på en underlig måde. Burgerking er jo ikke dansk, men jeg har altså kun spist det i Danmark (i hvert fald flest gange i Danmark). Bagefter shoppede vi lidt, og drak en lille øl. Og så var ellers tidligt i seng, så vi kunne komme tidligt op og ud og opleve noget.

Næste dag fandt vi en lille tuk tuk, som kunne køre os rundt. En tuk tuk er en lille taxa, som kan race ind mellem alle bilerne, så man kommer hurtigere frem.

Vi havde besluttet os at tage ind til et stor shoppe center. På vejen fik vi ham til at stoppe forskellige steder. Først så vi golden mounten, som jeg egentlig ikke helt ved hvad er. Vi gik op af en masse trapper, så nogle klokker og bede steder. Da vi var halvvejs oppe, synes vi det var for varmt, og gik ned igen. Alt imens sad vores tuk tuk mand udenfor og ventede på os.

Næste stop var den stående buddha, der findes både en stående, en liggende og en siddende. Vi ville bare se den ene, Mie havde set den liggende så vi besluttede os for den stående, og han var kæmpe stor.

Dernæst kørte vi til et tempel, det skal man jo bare se. Der var buddhaer over det hele og et sted, hvor man kunne bede. Det lignede lidt et tempel fra Vietnam. Desuden må man ikke have bare skuldre i templerne, så vi havde en T-shirt med i tasken, til lige at tage på.

Tuk tuk manden kunne køre os til alle de steder meget billigt, hvis vi tog med rundt til to butikker som han valgte. Hvis han tog turister med til disse butikker, fik han nemlig en kupon til 5 liter gratis benzin hver sted. Så først tog han os til en smykkeforretning, den var kæmpe stor. Og det endte med, at jeg købte to ringe og Mie købte også lidt. Den næste butik var en skrædder. Her kiggede vi bare lidt rundt, Mie købte en lille ting. Vi behøvede ikke købe noget nogle af stederne, han ville få kuponen lige meget hvad.
Til sidst kørte han os ud til det kæmpe store shoppe center og her fik vi da også købt nogle ting. Efter at have været i det første shoppe center tog vi videre til det næste. I kan jo tænke jer til, hvor mange penge vi fik brugt. Bagefter prøvede vi at tage til Chinatown, men vi kom desværre for sent. Alle butikkerne var ved at lukke, så vi blev en anelse skuffede. Vi tog en færge-bus ned af floden til et sted i nærheden af hvor vi boede.

Om aftenen var vi på bar, med live musik og det hele. Det var et hyggeligt lille sted og rigtig god musik. Det lå lige op og ned af vores hotelværelse, så natten inden havde vi haft svært ved at sove, da der var ret lydt. Derfor var vi ”nød” til, at være med til de lukkede denne aften så vi kunne få noget søvn bagefter.

Det første band, som bare var super gode, og skabe fed stemning

Nogle piger vi mødte, de var fra Australien

Det 2. band, som også var gode, men ikke lige lige så gode.

Mig, Mie og den sejeste bartender. Hun var bare super sød og sjov.

Dagen efter tjekkede vi ud af hotellet og tog en bus til Pattaya. Forsættelse følger……

Thailand

2008-07-11T21:56:00.003-07:00

I morgen rejser Mie og jeg lige et smut til Thailand, inden turen går hjem ad mod Danmark. Som planen ser ud lige nu, bliver vi et par dage i Bangkok, hvorefter vi tager til Pataya. Måske vi tager ud og besøger en lille ø til sidst som hedder Ko Sumet. Vi kommer tilbage til Hanoi d. 24. juli, indtil da vil der ikke komme nogle indlæg på bloggen.

Sebastian, du må have en dejlig fødselsdag i morgen. Tillykke med de 15 år. Vi ses snart:0)

Danske pixibørger.

2008-07-11T21:56:00.002-07:00

Lige et lille forsinket indlæg om mine børn på Sao Mai. Min mor havde danske børger med her til, da hun var på besøg. Jeg har ikke set nogle bøger i klassen, og jeg tænkte at børnene kunne have glæde af at se på billederne. Derfor havde min mor 3 pixibørger med her ned, og en stor bog, Victor Banan, hedder den.

De blev meget begejstret for bøgerne, børnene kan godt lide at kigge i dem. Victor Banan, har jeg nu oversat til engelsk, så Phoung kan oversatte den til vietnamesisk, efter lærerindernes ønske. Jeg synes faktisk, at det var lidt besværligt, men lærerinderne synes at bogen var af så god kavilitet og flotte billeder, så de ville meget gerne kunne læse den for børnene. Og det var jo også en fin ide.

Dragonfly

2008-07-11T21:56:00.001-07:00

Fredag aften var vi på dragonfly, for lige at få en lille drinks og en øl. Lige pludselig kommer Tom og Nikkie (frivillige fra Sao Mai) ind af døren og de havde taget mine lærerinder med i byen. Det var bare så hyggeligt at støde på dem, det havde jeg ikke regnet med.

Vi sad sammen med dem, og fik lidt drinks og spillede klodsmajor. Mine lærerinder var der ikke så længe, men det var rigtig hyggeligt lige at hilse på dem igen. Og skide fedt de gad tage med i byen, det troede jeg da slet ikke. Da den ene lærerinde gik, sagde hun: vi ses om 10 år. Hun kunne ikke komme til Danmark, men hun rengede med at jeg kom til Vietnam igen om 10 år. Det kan jeg vist godt nå at spare sammen til:0)

Van Phuc - Silkelandsbyen

2008-07-11T21:56:00.000-07:00

I går tog Mie og jeg lige et smut ud til Silkelandsbyen. Vi havde læst i Lonely Planet, at vi bare skulle tage bus nr. 1. Men det lød lettere end det var, for da vi kom til endestationen anede vi ikke hvilken retning vi skulle gå. En masse motormike-mænd nærmest overfaldt os, og ville køre os. Til sidst besluttede vi at tage en, og rengede med at ende det rigtig sted.

Og det gjorde vi sørme. Det var ikke helt som jeg havde regnet med, men det var godt. Vi fik da handlet en del. Mie kom hjem med 7 poser og jeg med 4. Jeg har egentlig regnet med det bare var store stof ruller, hvor man kunne købe det antal meter man havde brug for. Der var heldigvis også tøj, tasker osv.

Vi fandt ud af at bus 2 (som køre lige uden for vores hus) også kørte til Van Phuc så den tog vi hjem, det var en del lettere.

Sidste dag på Sao Mai

2008-06-01T06:27:00.021-07:00

Så kom dagen, som var den sidste på Sao Mai. Egentlig havde jeg jo faktisk glædet mig, men jeg må indrømme at det også var hårdt at sige farvel.

Jeg havde købt kiks, chokoladekiks, vandmelon og en anden frugt jeg ikke ved hvad hedder, som børnene skulle have.

Jeg gør kiksene klar:

Lærerinderne skærer frugt

Børnene sidder og venter spændt

Jeg tror, ikke de havde smagt kiks før, de kiggede i hvert fald meget underligt på dem. Chokoladekiksene var et hit. Nogle børn spiste kun chokoladen.

Chokoladekiks er bare det bedste

Andre prøvede som de almindelig kiks. Nogle kunne gost lide dem. De blev da i hvert fald spist, næsten alle sammen.

De almindelige kiks er også ok

Farvel-festen er godt igangJeg fik fine blomster af lærerinderne og en fin gave. Det var to vietnamesiske piger af porselæn. De var så fine.

Jeg fik også to kort, som desværre var på vietnamesisk, men jeg fik dem oversat til engelsk, og det var meget rørende. De ville savne mig, de satte stor pris på at jeg havde været der, det betød meget for dem, de håbede jeg aldrig ville glemme dem osv. Jeg vil aldrig glemme dem, denne praktik har været noget helt fantastisk og speciel, på en hård og god måde. Den har betydet rigtig meget for mig.

Jeg havde lavet et brev til hver af børnene, med et billede af dem på, og skrevet lidt til dem. De fik det, da de blev hentet. Og købt gaver til lærerinderne, som de vist blev meget glade for.

Gaver til lærerinderne, de fik et hårspænde og et armbånd

Det hele var lidt hektisk, fordi lærerinderne allesammen ville have taget billeder, så skulle jeg have gaver og midt i det hele blev børnene hentet og jeg jo skulle give brevene til dem. Men det var bare så hyggeligt. Og heldigvis havde jeg Mie med til at tage billeder.

Farvel til Hue

Farvel til Hien

Farvel til Huyen
Farvel til Nikkie og Tom (som er frivillige lige nu)
Farvel til de "gamle" lærerinder fra min klasse, Vihn, Lan og Chang

Da jeg havde sagt farvel til næsten alle børnene, der var kun to tilbage, så begyndte jeg at tude. De små søde børn, som jeg aldrig skal se igen det var altså så hårdt. Jeg vil savne dem så meget.

Farvel til Thanh Trung

Farvel til Tri Tai

Farvel til Tuan Huy

Farvel til Tri Hung

Farvel til Ngoc Minh

Farvel til Ha vy

Farvel til Manh Toan

Farvel til Manh Duy

Farvel til Ngoc Minh

Farvel til Duc Minh

Også farvel til de to nye børn, jeg desværre ikke har noget billede af, hvor jeg siger farvel til dem. Og farvel til Dat som desværre ikke var der i dag. Jeg vil savne jer alle rigtig meget.

Tænker om den sidste tid på Sao Mai

2008-06-01T06:27:00.020-07:00

Jeg må sige at jeg synes, at de sidste uger på Sao Mai har været meget lange og hårde. Hverdagen her i Vietnam er så langt væk fra det jeg er vant til, og det har været svært at håndtere på det sidste. De gør mange ting, som jeg også har skrevet om før, som jeg ikke synes er for barnets bedste. Jeg har prøvet at snakke, så godt som jeg kunne med lærerinderne om det, og de kender min holdning til tingene. De har svært ved at se andre handlemuligheder, og giver det ikke resultat første gang, virker det som om de opgiver. Her til sidst er det nok bare blevet for meget for mig. Jeg har ikke været så glad for at være i klassen, jeg synes, lærerinder har været sure og skældt ud over ingenting. Det hænger nok også sammen med, at vicedirektøren har været rundt i klasserne og observere, hvordan lærerinderne klare det. Det virker som om, det gør lærerinderne nervøse, og jeg er også sikker på det har en konsekvens hvis de ikke er gode nok. Så jeg kan jo sagtens forstå at de er nervøse, men det er bare så synd, når det går ud over børnene. Tiden mod min sidste dag er gået rigtig langsomt. Nu er der lige ved at være der, det er faktisk i morgen. Jeg ved ikke, om jeg helt har forstået, at jeg aldrig mere skal se de dejlige børn igen. I hvert fald er det en meget underlig følelse. De to sidste dage i klassen har været så rare, lærerinderne har været glade. Og børnene har opført sig ”ordentlig”. Måske lærerindernes humør også hænger sammen med børnenes handlemåde. Det er så rart at få en god afslutning på det hele. Jeg vil savne ungerne rigtig meget, men det er samtidig rart at det er slut, for det betyder at jeg snart skal tilbage til Danmark. Det glæder jeg mig så meget til.

Lækre forårsruller

2008-06-01T06:27:00.019-07:00

MMMMmmmmmmm!!!!! Hvor ser det dog lækkert ud, og det kan i tro det var.

Søndag skrev Trang (datteren af dem der ejer huset, som vi bor i), at hendes mor havde lavet forårsruller til os og at de ville komme forbi med dem. Jeg ved faktisk ikke hvorfor, måske bare for at være sød. De smagte virkelig godt. Jeg vil vove at påstå, at det er de bedste forårsruller jeg har fået. Nam Nam....

Tinas afskedsmiddag

2008-06-01T06:27:00.018-07:00

Nu forlader Tina os snart, hun tager tilbage til Danmark. Så er mig og Mie alene tilbage i Pho Ho Giam huset, indtil Mai kommer tilbage i slutningen af denne måned.

Tina måtte selvfølgelig vælge, hvor vi skulle spise hendes afskedsmiddag henne. Hun valgte sushi restauranten.

Hun holdte en fin tale om at vi havde haft nogle gode måneder sammen, og at vi skulle spise mere sushi når vi alle er tilbage til Danmark.

Snøft, her bliver lidt tomt, når der kun er mig og Mie tilbage. Men vi rejser til Thailand på næste mandag (d. 14 juli), og det bliver bare så skønt.

Bowling

2008-06-01T06:27:00.017-07:00

Søndag havde vi inviteret Mies lære Hoa, Ha (fra børnehaven) og Ha's niece med ud og spise og bowle. Vi spiste på en meget hyggelig restaurant, som hed Aladin.

Efter vi havde spist tog vi ud til bowlingcentret i taxa og på motorbikes. Nogle havde aldrig bowlet før, og andre havde svage arme (sagde de selv) derofr valgte vi kun at spille et spil. Det var en rigtig hygglig og sjov aften. Her er nogle billeder der fra.

På med strømper og sko:

Så er alles vist ved at være klar.

Her er miss Ha

Og her er Ha's niece

Så var det tid til bowling

Læg mærke til de fine sokker som vi måtte tage med hjem.

Her er vi alle sammen

Jungletur, Cuc Phuong

2008-06-01T06:27:00.016-07:00

I går var Mie og Jeg på jungletur i en stor park uden for Hanoi. Det var en privattur vi havde taget, så den 4 timers lange køretur dertil føltes ikke så lang i den flotte, nye bil vi kørte i.

Guiden og chaufføren havde dog lidt svært ved at finde vej, så vi måtte spørge om vej et par gange før vi fandt frem.

Vi starte med at spise frokost, inden vi skulle vandre inde i junglen.

Vi skulle ind og se et 100 år gammelt træ, som var kæmpe stort. Vejen der ind var 3 km lang, og der gik op og ned af trapper (mest op). Der var mange ulækre edderkopper, papegøjer og andre mærkelige dyr.

Græshoppe:

Noget jeg ikke ved hvad er:

Edderkop, med gul krop (de var i mange forskellige farver)

Edderkop i brun

Vandre, vandre, vandre

Træet var meget flot, men vi synes altså det var lidt snyd, for det lignede faktisk 3 træer, der var vokset sammen.

Efter at have set træet, var der så 3 km ud igen. Op og ned og op igen. Der var så varmt der inde, og sveden væltede af mig og Mie. Guiden svedte slet ikke, hans bluse blev ikke en gang våd. Mig og Mies tøj var bare gennemblådt. Vi havde også chaufføren med på vandretur, og han svedte altså nærmest lige så meget som os. Han var dog så sød at låne mig hans vifte, så den brugte jeg det meste af turen.

Efter den meget lange og varme tur, var det blevet tid til at så en grotte. Guiden havde vist håbte på vi ikke vile se den, og lød meget opgivende, da vi gerne ville. Der var igen trapper op til grotten, og da vi så dem, kunne vi godt forstå han havdt lydt opgivende. Men vi klarede da også denne tur.

Til sidste var vi inde og se nogle aber, de var godt nok i bur, men det var da meget hyggeligt at se.

Og så gik turen tilbage til Hanoi, hvor vi ankom kl. 19.30.

Det er en af de bedste ture jeg har været på, det var bare så hyggeligt. Chaufføren og guieden var bare rigtig søde.

Afskeds middag

2008-06-01T06:27:00.015-07:00

Søndag var det tid til at sige farvel. Nu er tiden kommet, hvor det er slut med at være os 4 sammen. Mai er den første som forlader os, det er altså lidt sørgeligt. Den sidste afsked middag blev holdt på Bobby Chin, som er en dyr og fin restaurent. Men det var også bare rigtig hyggeligt. Mai holdte afskedtale, hvor hun fortalte hvor rart, det havde været, de 5 måneder vi har boet sammen. Det kan jeg kun give hende ret i. Så nu er vi altså kun 3 tilbage. Men Mai kommer tilbage til Hanoi igen i slutning af juli, men der er Tina taget hjem. Så slut med at være 4.

Fint møde.

2008-06-01T06:27:00.014-07:00

Jeg har været til møde i dag med ledelsen på Sao Mai. Jaa, jeg er blevet fin på den.
Phuong kom ned i min klasse, mens børnene var ved at spise frokost, og spugte om jeg ikke nok ville hjælpe hende. Det ville jeg selvfølgelig gerne. En mand, fra Schweiz, var på besøg, han vil måske sponsere et varmeanlæg til swimmingpoolen på Sao Mai, så børnene kan bruge den året rundt. Lige nu er det kun muligt at bruge swimmingpoolen i 4 måneder ellers er det for koldt. Nåhh, men denne mand ville gerne snakke med ledelsen, en lærerinde, og en frivillig, som altså så blev mig.
Det var ellers et fint møde, der blev skænket the op til mig og en hver ting. Han spurgte ikke mig om ret mange ting, men fik vist svar på det han gerne ville vide. Det var alletiders. De takkede for at jeg havde været med til mødet og nærmest nikkede og bukkede, det betød vist med for dem (vicedirektøren og de andre fra ledelsen).
Så håber jeg bare, at han synes om stedet og vil sponsorer nogle penge.

Flere templer, Perfume pagoda

2008-06-01T06:27:00.013-07:00

Så tog vi lige på en 1 dags tur, for at se the perfume pagoda. Vejret var ikke særlig godt, det har faktisk renget hele dagen. Så vi var meget glade for vores rengslag, da vi skulle sejle i robåd ud til pagoda'en.

Faktisk lignede det alle andre templer jeg har set, så der var skam ikke noget særlig speciel over det. Men udsigten var da meget flot. Jeg er faktisk ved at være lidt træt af at se templer, gor de ligner alle sammen hinanden. Så dette tempel blev nok det sidste jeg ser her i Vietnam.

Over alt var der smadder glat fordi det rengede, så vi måtte liste rundt i vores små sommer-klip-klappere. De stop bestemt ikke særlig godt fast. Jeg var så uheldig at falde ned af en trappe, 2 gange endda. Jeg nåede lige at rejse mig op, og sige at jeg var okay, så tog jeg det næste skridt og faldt igen. Så måtte skoene af, og jeg måtte gå det sidste stykke på bare tæer. Jeg slog min hånd lidt, da jeg tog fra. Jeg havde heldigvis rygsæk på, og det var meget heldigt ellers kunne jeg da have slået min ryg noget så grusomt.

Her kommer nogle billedere fra turen:

Sådan startede det med solbriller og stropbluse.

Lynhurtigt så vi sådan her ud, med rengslag og paraply.

Udsigten. Der var bjerge og grøn over alt.

Pagoda'en lå nede i en grotte. Det var det eneste specielle ved den.

Inde i grotten.

Der hvor de beder.

Den lang trappe vi måtte bestige når vi skulle ned til og op fra pagoda'en.

Farvel til Trung Thanh

2008-06-01T06:27:00.012-07:00

I dag var det også den sidste dag min lille søde Trung Thanh var i klassen. Han skal gå på en normal skole nu, og have en privat lærer om eftermiddagen. Han er bare sådan en sød, lille dreng.

Der skulle siges ordenligt farvel, så der var fest om eftermiddagen. Alle forældrene til børnene i klassen kom. Nogle af børnene fra de andre klasser kom også.
Her er Duc Minh, Manh Toan og hans mor og Trung Thanh.

Trung Thanh og habs bedstemor

Lærerimderne havde købt gaver til ham. De fleste havde købt tøj til ham og det skulle prøves med det samme. Den stakkels lille dreng forstod det slet ikke, og blev meget ked af det. Det var så synd for ham. De hev tøj af ham, og puttede nyt tøj på ham. Til sidst græd han så meget at de måtte stoppe. Og så ville han slet ikke have bukser på igen:0) så han rendte rundt uden.
Der var slik og frygt i massevis, og børnene hyggede sig vist rigtig godt.

Jeg havde lavet et brev til Trung Thanh, med et billede af ham og et billede af mig og ham sammen. Jeg tror, han blev rigtig glad for det. Han sad med det meget længe. Han pejede på billederne og sagde: "Co Lotoi" (som han klader mig) og: "Trung Thanh". Dejlige unge.
Trung Thanh som lige har fået mit brev.

Trung Thanh og Tri Hung.

Jeg har lavet sådan et brev et alle børnene, som de skal have når jeg stopper.

Afslutningsfest på Sao Mai for mig og Thuy

2008-06-01T06:27:00.011-07:00

I dag var der afslutningfest i frokostpausen for mig og Thuy. Det var Thuys sidste dag i dag, jeg har stadig 2 uger tilbage (men kun 8 arbejdsdage). Vi fik smadder god frokost, meget bedre end vi plejer.

Efter vi havde spist kom vores lærerinder ned i cafeen. Der var vandmelon og en anden frugt. Thuy og jeg havde købt kage og sodavand.

Udover lærerinderne og os var der også nogle af de andre frivillige, sekretæren og vicedirektøren (dr. Lans søster).

Mig og Thuy fik gaver fra ledelsen, og vicedirektøren fortalte, hvor glad de var for vi har været der og sagde mange gange tak.

Jeg fik et fint lyserødt tørklæde.

Thuy fik et fint orange tørklæde.

Jeg har også købt gaver til mine lærerinder, men dem får de først når jeg stopper. Jeg har købt et armbånd til hver, og tror også lige jeg køber et hårspænde til dem hver. Så må det vist være godt.

Afslutning i børnehaven

2008-06-01T06:27:00.010-07:00

Onsdag aften var der afskedsfest i Børnehaven, og de havde været så søde at invitere mig med. Torsdag var det Tina, Rasmus og Mais sidste dag i børnehaven. Mie og Tina har to uger tilbage, ligesom mig. Det hele startede med fine taler, om hvor glade de havde været for at have Mie, Mai, Tina, Tina og Rasmus i børnehaven. Og hvor glade de var for at jeg havde deltaget i begge workshops og til afskedsfesten.

Alle de andre fik gaver og jeg fik blomster. Det var bare sp sødt af dem. SÅ skulle der tages billeder. Det var rent kaos, men meget sjovt.

Mine blomster.

Bagefter fik vi mad. Det var nu udemærkede mad. Efter maden var der lege og karaoke. De danske studerende skulle synge en vietnamesisk sang, som de havde øvet sig på. Og de vietnameske lærerinder skulle synge en dansk sang de havde øvet sig på. Derefter var der ballondans, sæt hale på æselet og få pinden i flasken.

Ballondans

Karaoke

Dansk sang "en lille and med vinge"

Det var en rigtig hyggelig aften. Jeg må sige, at de bare er så søde ude i den børnehave. Jeg føler mig altid så velkommen der ude selvom, jeg ikke en gang kender dem så godt. De tænker bare på alt. Bare det at de inviterer mig, synes jeg er rigtig dejligt, at de så oven i købet nævner hvor glade de er for at jeg kom, og giver mig roser er bare så fantastisk sødt af dem.

Kaos i klassen

2008-06-01T06:27:00.009-07:00

Mandag var lidt kaotisk, da begge mine ”hovedlærerinder” ikke var der. Den ene har været væk i længere tid, da hendes søn er syg. Den anden lærerinde var selv blevet syg. Jeg vil sige, at de 2 lærerinder der var tilbage klarede det rigtig godt, men nogle gange var det lidt svært. Det var blandet andet svært at få børnene til at sidde stille. Den ene lærerinde er bare så sød, hun er super god til børnene. Hun er altid smilene og glad, og det gør bare så meget. Den anden som var der, er ny og har været der sidste uge og denne uge. Hun laver ikke rigtig noget, for det meste råber hun bare af børnene, og i undervisningen, sidder hun bare og kigger. Måske hun bare lige skal falde til, og finde rutinen.

I dag var den syge lærerinde så tilbage, og hun var ikke blevet rask. Jeg ved ikke hvad hun lignede. Hun hostede og hakkede hele tiden og sad og spiste piller, så vi alle kunne se hvor dårlig hun var. Undskyld mig, men jeg synes altså hun skulle være blevet hjemme. Hun sad jo bare og hæng og havde ingen tålmodighed.
Desuden kom Peter ind i klassen i dag for at se, hvordan vi/de praktiserede the morning cirkel, som er hans ide at vi skal bruge. Han var lidt skuffet over lærerindernes engagement.Mie og Mai var med mig på arbejde i dag. Hele morgenen var bare så kaotisk og stemning var overhovedet ikke som den plejer. Nogle gange føler jeg mig bare ikke velkommen, jeg føler mig måske mere i vejen. De gør heller ikke noget ved de børn der græder, og når jeg gør, siger de til mig at jeg skal lade dem være. Det kan jeg ikke klare, når der står et lille grædende barn med armene op mod mig og vil trøstet. Så jeg tager altså børnene op til mig alligevel. Det bliver jeg bare nød til, så bliver lærerinderne vist lidt irriteret, nogle må da gøre noget.

Ellers gik formiddagen som normalt, jeg havde Mie og Mai med oppe hos talepædagogen, vi var på legepladsen og i motorikrummet med alle børnene, det er de helt vilde med. Til sidst var det frokost tid og børnene skulle sove bagefter.

Her er et billede fra om morgenen, inden undervisningen begynder.

Morning cirkel. Jeg sidder med Ha Vy i hånden, hun er lidt ked af det.Hos talepædagogenI motorikrummet, en af drengene låner Mie kamera.Duy har fundet Mie flaske og den er bare det bedste legetøj.På legepladsen.Mai sidder med lille Ngo Minh, som ikke synes det er sjovt, at skulle vågne for at spise frokost. Her er det blevet tid til frokost.Senere fik vi til med to nye studerende i min klasse, det vil sige, at vi var mig, Mie og Mai, 3 lærerinder, en frivillig og to studerende, altså 9 voksne til 11 børn. Det blev lidt for meget. Mie, Mai og jeg gik op i en anden klasse efter frokost. Jeg havde alligevel planlagt at jeg skulle op og være i den klasse en af dagene, og Mie og Mai ville også gerne se en anden klasse. Det var smadder rart, at komme hen i en anden klasse for en stund. Der var ingen sure miner og igen der sad og hang. Det var en klasse med børn med down syndrom fra 7-14 år. De var bare så herlige. Der er kun 1 lærerinde i den klasse, og hun har da nok at se til, da der var 7 børn. En af drengene var ret voldsomme, og slog de andre så snart lærerinden forlod rummet. Det så ud som om han overtog lærer-rollen, og straffede de andre når de ikke gjorde som han sagde. Han var ret voldsom, og de andre børn var lidt bange for ham. Det var en hyggelig eftermiddag, hvor børnene tog en masse billeder med Mies kamera, jeg dansede break-dance (eller prøvede på det) sammen med en dreng, der var computerspil, og vi lagde arm osv.

Computer spil er bare så sjovt.Nogle fortrækker dog at race rundt på en lille motorcykel.

Her er tre af drengene i klassen.

Her er Mie og en af drengne.

Føllesbillede, som drengen fra billedet ovenfor har taget. Det var han ikke så ringe til, men det tog lidt lang tid:0)

HipHop, breakdance eller hvad man nu kan kalde det.

Og så blev der lagt arm, hvem mon vinder?

Koto afslutning

2008-06-01T06:27:00.008-07:00

Vi var på Koto i går, hvor der var et specielt arrangement, måske fordi der lige var startet en ny klasse. Der var en masse der optrådte, og frugt, sodavand og kage. Det var også vores sidste gang på Koto, hvor vi alle sammen kunne være med. Vi ville gerne give dem en afskedsgave, men det eneste de ønskede sig var kage til 100 mennesker (til arrangementet), så vi havde kage med til dem.

Der var en masse underholdning, bla. en konkurrence, en masse der sang nogle sange og teater. Der var meget som jeg ikke forstod, fordi det var på vietnamesisk. Men det var meget hyggeligt.

Det ene teater forstod jeg dog. Det var en prins der skulle vælge sin brud blandt 12 prinsesser. Prinsesserne var så drengene der var klædt ud, de så rigtig sjove ud.

Vi gav et nummer til sidst. Elaine og Anh Vu, som arrangere disse Koto aftner, sang og vi frivillige dansede i baggrunden.

Til sidst fik vi gaver. De blev noget forbavset, de koto unge, da vi var 6 frivillige og de kun havde 4 gaver. Jeg tror, kun de havde regnet med det var mig, Mie, Mai og Tina, fordi vi har været der rigtig meget, og det jo var vores sidste gang der. De måtte skynde sig, at tage nogle af gaverne fra konkurrencen, der havde de heldigvis ikke brugt alle sammen. Jeg fik en fin vietnamesisk dukke og et rigtig sødt kort. Det var bare ¨så sødt af dem, at de havde købt gaver til os. Anh Vu sagde til sidst, tak for at vi havde kommet så meget, det var de rigtig glade for. Hun sagde held og lykke fremover også. Hun var helt rørt, og det havde jeg ellers ikke forstillet mig hun ville blive. Rigtig hygglig aften.

Regn, regn, regn

2008-06-01T06:27:00.007-07:00

Så kom den vilde regn endnu en gang. Og igen lige da jeg skulle hjem fra arbejde. Denne gang var jeg da heldigvis forberedt med min paraply. Det kan ikke beskrives, hvor meget det renger.

Da jeg nåede til vores lille vej var den helt oversvømmet. To af vores tre trappetrin, op til døren, var oversvømmet. Udenfor famses hus, stod hendes søn med toiletbørsten godt nede i kloraken. Jeg tror nu ikke det gjorde den stor forskel, men det var da et godt forsøg.

Det regner ind ad mit vindue. Jeg har lagt et håndklæde til at suge det op, men det er også godt vådt nu. Der kommer vand ind af vores internet modem, hvordan det så end kan lade sig gøre. Det kan jeg altså ikke renge ud. Derf løber vand ned i mit lille skab (som modemet står på). Jeg ved ikke, hvor det vand kommer fra, men det er der åbenbart bare. Skabet er malet mørkebrunt, og det smitter af, så der løbet brun vand hen over mit gulv. Det renger også ind på de andres værelser. Man må konstatere at vores hus er lidt utæt.

Billeder fra vejen:

2. og sidste rejsebrev

2008-06-01T06:27:00.006-07:00

Næsten 5 måneder er gået, i det der føltes som en forfærdelig uoverskuelig verden, da jeg først ankom. Det har ikke været forfærdeligt, men det har til tider været uoverskueligt.

Pho Ho Giam, vejen hvor vi bor, var lille og uhyggelig. Huset var stort, tom og koldt. Nu føltes det som vores hjem, og jeg glæder mig til at komme tilbage, når vi har været væk. Vi har sat vores eget præg i huset, har hængt forskellige ting op på væggene, det hjalp en del. Naboerne er søde, især børnene, som råber ”Heello” så snart de ser os. Famse, den gamle dame, som bor lige over for os, er også blødt op. Hun siger også, hello til os, eller smiler/griner. Hun elsker at få vores skrald, så det får hun hver gang. Når hun har fået det, går hun ind og åbner posen og sortere, hvad hun kan bruge, og hvad der bare skal ud.
En af naboerne spiller meget høj musik nogle gange. Det er faktisk til at blive idiot af, for det er på alle mulige tidspunkter af døgnet, uden at tage hensyn til andre. Ellers er Pho Ho Giam nu alle tiders hjem.

Hanoi kan føles stressende, larmende og forvirrende. Men når man vænner sig til det, er det slet ikke så slemt som det lyder. Trafikken, som jeg har skrevet før, er kaotisk, og man kan slet ikke forstå det, før man er her. Det er det første man møder og den første overvindelse er at gå over vejen (det var det i hvert fald for mig). Det var skide svært og jeg var dybt koncentreret. Når man så har klaret det, er det en kæmpe lettelse. Og der går ikke ret længe, så vandre man over vejen, som om man ikke har gjort andet hele livet.
Inden ved Hoan Kiem søen er der hele tiden folk der henvender sig til en. ”madame, madame” råber de, ”do you want to buy a book”, ”motorbike madame”, køb frugt, lightere, punge, kig i min butik osv. Osv. Det er rigtig irriterende, især når der er 5 der har spurgt, om man vil købe en bog inden for 10 min. Og det er næsten mere irriterende, når de ikke forstår et nej. Det er faktisk helt dumt, så irriteret jeg kan blive over det. Nogle gange glemmer jeg, helt at se hvad de sælger. Jeg siger bare nej tak. Det er jo lidt dumt, måske de havde noget jeg lige stod og manglede. Og man kommer jo altså også længst med et smil, i stedet for bare at sige nej eller ignorere dem. At ignorere dem, er faktisk rigtig uhøfligt, men noget jeg har været nød til at gøre nogle gange (måske lidt mange gange), fordi jeg var så træt af de spørgsmål hele tiden. Det er også bare frustrerende, fordi jeg ikke føler mig som turist mere, men hvor skulle dog vide det fra. Og det er jo deres måde at tjene penge på, ved at henvende sig til turister.

Jeg vil vove at påstå, at når man er væk fra Danmark så længe, i et så anderledes land, kommer man til at værdsætte den danske kultur, normer og det danske system mere end man gjorde før. Det føler jeg, i hvert fald, at jeg er kommet til. Det er så skønt vi ikke skal betale for uddannelse, for at komme på hospitalet eller til lægen. Det er da fantastisk, så alle har muligheden for det. Man må da også sige, det er meget rart, at der ikke er nogle (i hvert fald langt fra alle), der går og snotter på gaden, og piller næse, når man står og snakker med dem, og den slags ting.
Man kommer også bare til at savne mærkelige ting, som man ikke havde regnet med. Jeg savner kogte kartofler, sovs, at gå en tur på Roskilde gågade, at der er en fast pris på tingene, så man ikke bliver snydt (selvom det er dyrt i Danmark i forhold til her), en sofa, TV savner jeg rigtig meget (men det viste jeg godt jeg ville komme til).

Nåhh, men jeg er altså blevet helt glad for Hanoi og Pho Ho Giam. Til gengæld bliver det også rigtig dejligt at komme hjem til Danmark, veninderne og især familien.

Inden hjemrejsen, opg. g

2008-06-01T06:27:00.005-07:00

Jeg har nu boet næsten 5 måneder i Hanoi. Min praktik er ved at være slut, jeg har 14 arbejdsdage tilbage. Jeg har været rigtig glad for at arbejde på Sao Mai, men det har også været hårdt nogle gange. I starten var det meget forvirrende, og frustrerende fordi jeg aldrig vidste hvad der skete. Jeg kendte ikke rutinerne og kunne ikke rigtig snakke med nogle. Lærerinderne har for det meste været gode til, at prøve, at svar på mine spørgsmål. Det er blevet meget nemmere at være i klassen efter jeg har lært børnene rigtig godt at kende. Børnene er bare fantastiske alle sammen, jeg er virkelig blevet glad for dem. Jeg vil savne dem meget, når jeg rejser hjem til Danmark igen. Det er bare skønt, når de fortæller lange historier på vietnamesisk. Og når en treårig sidder og gentager ordet ”elefant”(på vietnamesisk) flere gange, for at jeg skal lære at sige det rigtigt.
Lærerinderne har været rigtig søde og gæstfrie, har inviteret mig hjem til dem og givet mig alle mulig slags mad jeg skulle smage (slik, frugt, kage osv.), det har været sjovt. Når man møder folk på trappen, på Sao Mai, er alle glade og smilende, nikker og siger hej, om det er forældre, lærerinder, talepædagogerne eller ungerne.

Mine projekter er blevet modtage med nysgerrighed og lærerinderne har været villige til at prøve forskellige ting, som at nogle børn kunne spise selv og bruge symbolkortene. Men nogle gange kan kulturforskellen være utrolig frustrerende. Nogle gange gør lærerinderne ting, som er stik modsat det jeg tænker er godt for børnene. Man skal tænke meget over, hvordan man formulerer sig, når man skal forklare dem ting, så det ikke bliver misforstået eller opfattet forkert. Det er rigtig svært på engelsk, og jeg kan forstille mig, det kan være meget svært for dem at forstå.
Jeg tænker, også at det må være svært at være lærerinderne. På Sao Mai kommer der rigtig mange frivillige, og alle har forskellige måder at gøre tingene på. Det må være hårdt hele tiden, at få at vide at tingene kan gøres på en ”bedre”/anderledes måde.
Det der har været sværest for mig er spisesituationen. Når de stakkels små børn ikke er sultne, blive maden proppet ned i munde på dem. Når de laver opkast reaktionen (som efter min mening, er et tydeligt tegn på de ikke kan spise mere) får de bare en skefuld mad til. Nogle gange sker det, at de kaster op, ikke en gang dette stopper lærerinderne i at fylde mere mad i børnene. Det er virkeligt svært at se på. Jeg har fortalt dem, at jeg absolut ikke synes om det, og det ikke er sundt for børnene. Jeg tror, det er en virkelig lang proces, hvis det kan ændres. I det mindste har nogle af børnene nu fået lov til selv at spise, og det kan måske være et lille skridt på vejen.
En anden ting, der er rigtig hårdt at være vidne til, er når børnene ikke gør som lærerinderne siger, og de hiver pinden frem for at skræmme børnene. Børnene gør straks som der bliver sagt, når pinden kommer frem. Det er nyt i klassen, så jeg har kun forklarede mine lærerinder at, jeg ikke mener, det er nødvendigt at bruge pinden. Det mener de at det er. Jeg vil prøve at finde nogle andre handlemuligheder og snakke med dem om det, på torsdag, når der kommer en der kan oversætte for mig (det er jeg sikker på er nødvendigt, så der ikke sker misforståelser).

Jeg har fået rigtig meget ud af min praktik i Vietnam. Jeg er absolut ikke så forvent som da jeg tog hjemme fra. Man kan bare ikke få de samme ting som der hjemme, og må nøjes med det de har (sådan føles det i hvert fald i starten). I starten var alt svært, hvad skulle vi dog spise, hvilken retning skulle vi gå i, hvilken shampoo var god, hvor fandt vi salat osv. Nu er det hele lige til. Vi ved lige hvor vi får det, og hvad der er godt. Måske man bare er blevet vant til denne hverdag. For den anden dag tog jeg mig selv i, at blive lidt irriteret over at de ikke havde den shampoo, jeg plejer at bruge i supermarkedet. Det er jo bare så lige meget, jeg kan jo sagtens bruge en anden, det betyder jo ingenting. For 5 måneder siden, viste jeg ikke hvad der var shampoo og balsam, hvad der var med whitning og hvad der var uden, så hvad er problemet nu?
Man må også sige, at jeg er blevet mindre kræsen. Maden er jo bare anderledes og det havde jeg selvfølgelig også forventet. Men aldrig i livet havde jeg forstille mig, at jeg skulle begynde at synes om kål, ost og soja sovs. Og aldrig havde jeg troet, jeg skulle smage sushi og bryde mig om det.

Jeg synes, jeg har klaret mange ting her i Vietnam alene. I starten følte jeg mig meget alene, fordi jeg var den eneste (fra mit hus) der arbejdede på Sao Mai. Jeg skulle finde ud af en masse ting selv, hvordan jeg kunne tage bussen, hvor det lå, få tiden til at gå i pausen (på 2 timer), tackle situationerne selv, uden at have de andre at snakke med om det. De andre havde jo hinanden og Thuy kan Vietnamesisk, så hun havde jo ikke de samme problemer, sådan føltes det i hvert fald. Det var hårdt synes jeg, men jeg synes, også jeg har lært meget af det. Jeg har klaret situationer selv, som jeg ikke ville have gjort, hvis jeg havde haft de andre. Så havde jeg sikkert holdt mig i baggrunden og ladet dem klare ærterne. Jeg det har uden tvivl været sundt for mig, selv om det ikke var rart i starten.
På et tidspunkt følte jeg næsten, at jeg kunne klare alt her i verden. Det var lige indtil der kom en stor edderkop på Mais værelse. Den kunne jeg ikke klare, og det kunne de andre heller ikke. Vi måtte finde en redningsmand på vejen, så kunne hjælpe os.

Jeg har fået rigtig meget ud af turen til Vietnam, og jeg ville ikke bytte det væk for noget i verden. Men det har også været rigtig hårdt nogle gange, og jeg glæder mig så meget til at komme hjem. Jeg kan næsten ikke rumme flere indtryk nu, og jeg savner min familie og veninder. Så jeg tæller næsten dagene nu. Jeg er sikker på den sidste tid bliver lang, fordi jeg ved jeg snart skal hjem. 6 måneder er meget lang tid, og jeg er sikker på, jeg aldrig rejser væk så lang tid igen, men det har bestemt været lærerigt, spændende og udfordrende. Det skal ikke lyde som om jeg har fortrudt, for det har jeg ikke, og jeg vil anbefale alle der har muligheden for at gøre det samme.

Hoi An igen

2008-06-01T06:27:00.004-07:00

Tina og jeg tog til Hoi An fredag d. 6 juni. Mai og Mie var to dage inden taget til Saigon. Meningen var, at vi i denne ferie skulle have været til Saigon alle sammen. Tina og jeg har været der før, og havde ikke det store behov for at komme tilbage. Vi havde set det der var at se. Så Mie og Mai drog af sted alene, og mødte så os i Hoi An d. 8 juni.

Vi boede på hotel Sea and Sand, som lå lige nede til stranden. Det vil sige af der var 4 km til byen. Sidst jeg var i Hoi An med mor og Anders, boede vi inde i byen, det ville jeg faktisk helst igen. De andre ville helst bo ved vandet, så det blev det til. Og det var da også ganske udmærket.
Om dagen var vi på stranden og om eftermiddagen tog vi ind til byen og shoppede vildt og voldsomt.

Jeg fik brugt 5 millioner (ca. 1600 kr.) på tøj. Jeg fik altså også virkelig mange ting ud af det. Jeg fik bl.a. 2 vinterjakker, 3 par bukser, 1 par shorts, 1 kjole, rigtig mange nederdele, 2 skjorter og 3 par sko. Her er lige nogle billeder.

På stranden var en masse strandsælgere, og de kom hele tiden og sagde: "buy for me" og "happy houre". Det var altså lidt irriterende. Men vi fandt sådan en sød gammel dame, som solgte alt muligt godt, vi købte rigtig meget af hende, smøger, mentos, chips osv. Hun var bare så sød og sjov, hun kunne ikke spor engelsk, men brugte meget kropssprog. En dag havde vi fået en dejlig, stor øl, og min stod med en lille slat tilbage på bordet. Den fik den gamle dame da, det var noget hun kunne lide. Og hun grinede og grinede. Hun kom hver dag, og den sidste dag gav hun os noget vietnamesisk slik, så gode venner var vi med hende.

Mig og Tina tog ud til My Son den ene dag. Det var virkelig varmt, sveden dryppede bare af mig. Der var ingen skygge og jeg kunne slet ikke koncentrere mig om hvad guiden sagde. Så jeg ved ikke ret meget om det, andet end det er en masse ruiner fra krigen. Inden krigen var det vist nogle templer. Det var altså lidt kedeligt og frygtelig varmt.

Vi var også ude og besøge et børnehjem. Børnene der var der var meget handicappet, og jeg tvivler på de nogensinde kom op af deres seng. Der boede og raske børn, men de var i skole, da vi var på besøg. Jeg faldt for en lille dreng, som så gerne ville op til mig. Og da jeg først havde taget ham op, ville han slet ikke ned igen. Han græd hver gang jeg prøvede, at sætte ham ned. Det var lige før jeg var nød til at tage ham med hjem. De stakkels små børn.

Den store kulturforskel: børneopdragelse

2008-06-01T06:27:00.003-07:00

I går og i dag har mine lærerinder fundet en pind frem. Når børnene ikke opfører sig ordentligt eller ikke hører efter, slår de pinden ned i jorden, og så kan i tro de makker ret. Pinden skal nogle gange bare tages frem, så kan man se børnene bliver helt skræmte og sætter sig ned. I lang tid har de ikke brugt pinden. De gjorde det i starten, hvor jeg udtrykte hvor forkert, jeg synes, det er at true børnene på denne måde. Nu er den altså kommet frem igen.
I dag havde vi en vietnamesisk studerende i klasse. Det viste sig at hun var ret god til engelsk. Så jeg fik lige hele forklaringen på, hvor uopdragne børnene var når der var fremmede (som nye studerende) i klassen. Lærerinderne er derfor nød til at være strenge overfor børnene. Det er nødvendigt at bruge pinde, for at få børnene til at opføre sig ordentligt.
Jeg blev ret frustreret, og udtrykte igen, hvor forkert jeg synes det er. Jeg synes, ikke det er nødvendigt at skræmme børnene, det er bedre at snakke med dem, og forklare hvorfor de skal gøre tingene eller gøre noget andet. Jeg fortalte, at jeg (vi) aldrig ville gøre det i Danmark, og hvis man slog børn ville man blive fyret. Hun forsvarede sig ved at sige, at hun jo bare fortalte mig hvordan det var i hendes land. Hvor til jeg kunne sige, at jeg også bare fortalte hende, hvordan det er i mit land. Hun sagde ret skråsikker, at jeg sikkert også ville få brug for at bruge pinden her i Vietnam. Det kunne jeg forsikre hende om jeg aldrig vil få brug for i nogen som helst lande.
Jeg tror, hun forstod, hvor meget jeg var imod det, men det gjorde desværre ikke, at de pakkede den langt væk. Jeg synes, det er så forfærdeligt, at se hvor bange de børn er for den skide pind. De får jo ingen respekt for lærerinderne, men frygter bare pinden (og lærerinden). Det er jo stik modsat det mine normer og hvad jeg står inde for. Det er rigtig hårdt.
Senere på dagen, gav en lærerinderne mig pinden i hånden. Jeg tror mest, at det var for sjov, men jeg synes faktisk ikke det var særlig sjovt, og lagde den væk igen.
Så er det altså lidt hårdt at være i Vietnam, langt væk fra den danske kultur og de danske synspunkter.

På besøg hos mine lærerinder.

2008-06-01T06:27:00.002-07:00

Mine to hovedlærerinder havde inviteret mig hjem til dem i dag, for at se deres hus og møde deres familie. Det skulle være efter arbejde, og de inviterede også Thuy (som jo kan vietnamesisk) så vi kunne snakke sammen. Thuy kunne ikke komme, men i stedet for tog Tam med, som er den nye sekretær på Sao Mai og hun er også engelsk lærer.

Mine to lærerinder bor lige ved siden af hinanden. De hedder Hue og Hien, det gør det lidt nemmer at forklare det hele, når i kender navnene. Hue bor sammen med sin mand, han er kun hjemme en dag om ugen, da han er soldat. Så hun er der næsten altid alene. Hien bor sammen med sin mand og deres dreng på 9 mdr.

Jeg fyldtes med Hue og Tam hjem til Hue efter arbejde. Jeg blev så overrasket over at se hendes hus. Det var et lille bitte værelse, de boede i. Det var slet ikke som jeg havde forstillet mig. Jeg troede, det ville være ligesom vores hun, måske lidt mindre. Det var det altså ikke. Det var vel ca. på størrelse med mit gamle værelse hjemme hos far, den gang jeg boede hjemme. Det er ca. 14 m2. Det var godt nok lille. Der stod en stor seng og et stort tv, et lille skab og på væggen hæng deres smukke bryllupsbilleder. På gulvet, i midten, lå et sivtæppe, her blev jeg placeret og så blev der serveret vandmelon, mango og vand. Det var rigtig hyggeligt. Nogle af de andre piger/lærerinder fra Sao Mai kom også. De ville meget gerne gifte mig væk med Hue’s bror. Men de kunne tro nej, jeg skal skam tilbage til Danmark:0). De fniste og fniste, som små piger der smakker om drenge. Det var faktisk ret sjovt.
Der hvor jeg sad, kunne jeg se ud i køkkenet, som også var lille bitte. Der var ikke tag over, eller også var det bare meget utæt, det skal jeg ikke kunne sige. Det regnede i hvert fald ind, og det var ikke kun lidt. Hue fortalte, at om natten kunne hun høre rotterne løbe oppe på taget, og hun synes det var lidt uhyggeligt. Det synes jeg, egentlig også.
Jeg så hendes bryllupsalbum, hvor David og Jesper, som har været i praktik her før mig, var med.
Inden vi gik, inviterede Hue mig på middag hjemme hos hende, en dag hvor vi begge havde tid. Det glæder jeg mig til.

Bagefter var jeg inde hos Hien, hendes hus lignede meget Hue’s. Den eneste forskel var faktisk at hun havde et køleskab, det havde Hue ikke. Hien havde besøg af hendes far og hendes niece. Bedstefaderen sagde, at jeg bare kunne tage pigen (som var 4 år) med til Danmark. Det var forhåbentlig med gode hensigter han sagde det. Jeg fortalte ham, at hun nok hellere ville bo her med sin familie end i Danmark med mig.

Tam inviteret mig hjem til hendes familie, da vi skulle til at gå. Så jeg tog lige et besøg til hos vietnamesiske familier i dag. Vi tog hjem til hendes forældre, som passede hendes dreng på 2,5 år. De var bare så søde o gæstfrie, de fandt med det samme the frem da jeg kom. Bagefter tog vi over til Tams eget hus. Det lignede vores, bare mindre. Det var faktisk et rigtig flot og hyggeligt hus. Her så jeg også billeder og fik spurgt hende om alle deres traditioner omkring brylluppet. Jeg fik rigtig mange nye ting af vide.
Tam inviterede mig på frokost hjemme hos hende en dag. Hun bor i nærheden af Sao Mai, så i pausen kunne vi tage hjem til hende og spise og snakke. Det er bare så hyggeligt, at blive inviteret til så mange ting.
Så tog jeg en motorbike hjem. Jeg må sige jeg er blevet sat ind i den vietnamesiske kultur i dag. Det var dejligt at være på besøg hos alle, deres familier var så rare og gæstfrie, og lidt nysgerrige. Jeg har købt en lille gave til dem, for deres gæstfrihed, det var en rigtig god og lærerig dag.

Papkasser

2008-06-01T06:27:00.001-07:00

Vi har været ude og købe store papkasser. Det er godt nok lidt længe siden, men jeg har ikke haft tid til at skrive om det. Papkasserne skal snedes hjem til Danmark, med alle de ting vi ikke har brug for her nede længere, varmt tøj og ting vi har købt hjem til.

Her er vi så på vej hjem med kasserne, de var så store at vi ikke en gang kunne få lov at komme med bussen. Hmm, øv, så vi måtte tage en taxa.

Da kassen var pakket, har vi haft mange spekulationer om, hvordan vi skulle lukke den så den kunne holde hele den lange vej. Vi købte masser af tape og den fik ikke for lidt. Alle kasserne var tapet på alle sider, leder og kanter, de skulle jo næppe gå op/i stykker under vejs.

Alle papkasser er pakket og klar til deres lange rejse:

Vi stod længe ude på vejen med de store papkasser, og ventede på den taxa, vi havde fået Trang til at bestille til os. Men den kom aldrig. Mie og Tina var ude på den store vej og og finde en stor taxa til os. Vi fik bakset alle kasserne ind i taxeb, og så gik turen til posthuset.

Her skulle vi udfylde 3 forskellige papirer. Vi skulle skrive hvad der var i kasserne, hvor meget det var værd, hvor det skulle hen, hvor det kom fra og meget mere. Til sidst skulle de fandeme åbne kasserne for at se hvad der var i, suk nu hade jeg lige brugt så lang tid på at lukke den sammen. Det var da kun til at grine af.

Nåhh, men kasserne blev sendt af sted. Vi har sendt dem med skib, da det er billigst. Det tager så også ca. 3 måneder. Så nu er jeg spændt på hvem der kommer først hjem, mig eller kassen.

Majs fødselsdag

2008-06-01T06:27:00.000-07:00

Lørdag havde maj fødselsdag. Vi ville overraske hende, og havde arrangeret morgenfødselsdag. Vi havde bestilt en stor chokoladekage, som hun havde ønskede sig.

Vi havde købt brød og frugt, pyntet bordet. Og lavet hjemmelavede danske flag.

Det hele skulle holdes hemmeligt.

Vi havde også inviteret Ha fra børnehaven og lærerinderne fra Majs klasse.

Maj havde ingen anelse om at der kom gæster. Vi vækkede hende med fødselsdagssang, sammen med hendes far. Så fik hun lov til at gå i bad og gå tilbage på hendes værelse. Vi gjorde det sidte klar, og ventede på gæsterne. Mais lærerinde kom desværre meget for sent, så vi var nød til at starte uden hende. Mai kunne jo ikke sidde helt alene oppe på værelset og vente så længe. Så vi hentede hende ned og hun blev rigtig overrasket og glad, er jeg sikker på. Jeg håber hun synes det var en god fødselsdag, jeg synes, i hvert fald det var hyggeligt.

Børnenes dag

2008-05-31T20:25:00.000-07:00

I dag er det børnenes dag. Det skulle fejres på Sao Mai og derfor var der fest fredag eftermiddag for børnene. Alle børnene var samlet i et stort rum, og nogle af dem optrådte.

To drenge fra min klasse skulle synge en sang hver og en sammen. De var bare så søde. Andre optrådte med teater og dans. Når de var færdige fik de roser.

Jeg har desværre ikke så mange billeder med mine drenge, der sang. En af forældrene havde bedt mig filme det, med deres kamera. Så jeg havde travlt med det. Jeg prøvede dog at tage lidt billeder med mit eget kamera samtidig. Forældrene var ikke med, det var kun for børnene.

Her kommer lige en film og nogle billeder fra dagen:
Alle børn er samlet og min klasse på forerste række, fordi de er så små.

Lidt teater Og en lille sang

Mine drenge har fået roser for at synge.

De store børn dansede break-dance og de små dansede i baggrunden. Det gik lidt vildt for sig, da en af de små drenge skulle op og danse blev han lige væltet omkuld, men han slå sig ikke.

Lidt mere teater.

Børnene havde en super god dag og fik en gave med hjem da de gik fordi det jo var børnenes dag. Drengene fik en stor legetøjsbil og pigerne fik en dukke.

2. workshop afholdt

2008-05-28T06:08:00.002-07:00

Så var det tid til den 2. og sidste workshop.

Vi havde forberedt os med det vi skulle sige og diashow. Vi var klar, og så viser det sig at den dumme projekter havde beslutet sig for ikke at virke. Vi prøvede med 3 forskellige computere fik endda IT-manden til at komme og hjælpe. Til sidst besluttede vi os for at vi måtte klare os uden. Det var lidt ærgerligt, for vi havde en rigtig god film af børnene, vi ville have vist og et billede af flow modellen. Vi måtte klare os på den gammeldags måde, med tavle og kridt. Nu havde jeg ellers lige brugt så lang tid på at lave det diashow.

Filmen vist vi til sidst. Vi gik rundt med computeren, og afspillede den flere gange, så alle fik set det den.

Alternativ flow-model.

Nogle af lærerinderne. Min lærerinede er hende i den lilla bluse i midten.

Så blev der stillet spørgsmål under diskussionen, skønt med nogle der tør rejse sig og spørge:-)

Mig og hende der oversatte for os.

Anh Vu som jeg sikkert har skrevet om før.

Dr. Lan som overtog mikrofonen efter os, til lige at give lidt generelle informationer

Vi samlede op på de ting der er sket siden sidste workshop. Vi følger, at frokosten er blevet mere rolig, der er ingen stress nu. Mange børn spiser selv og der er plads til at børnene snakker sammen under frokosten.

Symbokortene bliver også brugt meget mere nu, det er ligesom om det er blevet en vane/ en del af hverdagen at bruge dem. Det er ikke længer besværligt, men bare noget man gør.

Vi valgte at gå i dybten med bevægelse og fri leg, og sætte teori på. Vi brugte flow-teorien og Erikson teori. Vi havde en god diskussion om autister kan klare/styre fri leg. Nogle af lærerinderne mente, at børnene ville ødelægge legetøjet, hvis der ikke var bestemte regler.

Til sidst fik vi dem til i grupper at udfylde et spørgeskema om vores projekter og fremtiden, om det vil blive brugt når vi rejser hjem osv. De svarede på vietnamesisk så vi skal lige have sekretæren til at oversætte det til engelsk.

Det gik bare skide godt:0)

Turen gik til Nha Trang

2008-05-28T06:08:00.001-07:00

Så tog vi lige en lille tur til Nha Trang mig og pigerne. Vi tog af sted torsdag morgen.

Vi gik lidt rundt i byen for at finde et hotel. Vi havde ikke booket et hjemme fra og regnede med det ville være nemt at finde et. Men det viste sig at være lidt sværere end jeg havde forventet. Vi gik på vejen langs stranden og var inde på flere forskellige hoteller, som var fuldt booket. Endelig fandt vi et, ikke så langt fra stranden, men heller ikke lige ud til den. Det kostede kun 15 dollars pr nat, og det så ganske fint ud, så det tog vi.

Vi var lidt trætte, fordi vi havde været oppe kl. 3 om natten (vi skulle flyve kl. 6 om morgen), men besluttede alligevel at tage ud til Vinpearl. Vinpearl er en ø, med et kæmpe badeland, et lille tivoli, akvarium, strand osv. For at komme der ud skal man svæve med noget der ligner en skilift.

Vi havde en rigtig god dag der. Det var lidt mærkeligt for der var næsten ingen mennesker, og vi havde ellers regnet med der ville være fyldt, fordi vejret var rigtig godt. Der var heller ikke ret mange turister. Vi havde nærmest det hele for os selv, og stod slet ikke i kø.

2. dag tog vi på en bådtur. Vi var rundt og se forskellige øer, snorklede og drak øl mens vi lå i vandet i en badering og slappede af. Guiden havde udtrykkeligt sagt til os, at når vi skulle snorkle, måtte vi ikke røre ved de store sten, da de var fyldt med skrabe muslinger. Det kom jeg selvfølgelig til, og rev mit ben. Jeg troede, ikke at det var så slemt. Men da jeg kom op på båden igen væltede det ud med blod (der selvfølgelig var blandet med vand, så det så lidt mere voldsomt ud). Jeg tørrede det væk med papir, og inden jeg fik set mig om stod der 3 andre om mig (måske de var fra Malaysia). Jeg fik besked på ikke at tørre mere blod væk med papiret, det var jo beskidt. De havde både renseservietter og plaster og fik hurtigt lappet mig sammen igen.

Så er jeg lappet sammen igen.

På båden

Øl i vandet

3. dag var vi bare på stranden, slappede af og badede.

4. var vi i mudderbad, hvilket var en helt speciel oplevelse. Jeg havde regnet med, det var sådan noget tykt mudder. Det var nærmest bare vand med lidt mudder i. Det lugtede ikke specielt rart. Der sad vi så i 20 min. Så skulle vi op og tørre i 10 min. Og så skulle alt mudderet vaskes af, det var nemmere sagt end gjort. Det var ret svært at få ud af bikinien, når man ikke lige fik sit eget lille baderum, men skulle stå der i alt offentlighed.
Dernæst skulle vi spules af varmt vand og så i et kar med brændende varmt vandt. Der skulle vi sidde i en halv time, men det kunne vi ikke holde ud så vi gik hurtigt op igen.

5. dag var igen på en båd tur. Vi troede kun at vi skulle ud på abeøen, men vi kom rundt på flere forskellige øer. På den ene ø red Mie og jeg på en struds. Det var underligt. Den stak lidt på benene. Man kunne også ride på elefanter, men de var desværre lige smuttet op i bjergene, så det kunne vi ikke alligevel.

Aberne var ikke så søde, de var lidt hidsige. Denne her sad nu stille og roligt med sit barn, indtil der kom en andenn abe og drillede den. Så blev den sur, men det kan man jo godt forstår.

Om aftenen har vi været på forskellige barer. På den ene var det lady-night og vi fik gratis drinks. Der var Kim Larsen musik. Og skrev hilsner i loftet.

På besøg i børnehaven

2008-05-21T07:50:00.000-07:00

Hej! Lige et lille indlæg, her på bloggen, inden vi rejser på ferie her i nat. Vi rejser til Nha Trang, det er skønt med en lille ferie igen.

I dag har jeg været med de andre i børnehaven, for at se hvad de laver når de er på arbejde, og for at se hvordan en "normal" børnehave er.

Vi startede med morgengymnastik. Det var rigtig sjovt endelig at se, de andre har talt så meget om de. Og jeg må sige alle de små børn gik til den, de var så gode til alle bevægelserne.

Jeg var i Mies klasse hele dagen, men dog også lige nede og besøge Mais og Tinas klasse om eftermiddagen.

Børnene skulle øve sig til eksamen, som de skal til i næste uge. Pigerne tegnede også tegninger af mig og Mie, som vi fik med hjem, det var bare så hyggeligt.

Til sidst skulle børnene lave en konkurrence. Den brød jeg mig ikke så meget om. De var delt i to hold, og når lærerinden så f.eks sagde "smuk" skulle børnene, så hurtigt som muligt, finde noget der var modsat, altså "grim". Det hold der svarede først fik point. Da pointene blev talt op, var vinderholdet meget hånende og jublede helt vildt, mens taber-holdet skulle klappe af dem. Det var ret synd for taberholdet, børnene så ret kede ud af det. Det er vigtigt også at kunne tabe uden at blive ked/sur, men aktiviteten kunne sagen have været lavet anderledes, så ingen blev hånet.

Ellers var det bare en super god dag. Og smadder spændende at se de andres arbejdsplads. Alle derude var bare så søde og imødekommende.

Da vi kom hjem fra børnehaven i dag fik vi lige besøg af nabobørnene. De er så søde, de står altid og råber "heello" til os ude på vejen, og de hjælper nogle gange med at bære vores poser ind, hvis vi har handlet. De kom de med helt inden for, og de var meget interesseret i hvad vi havde i vores køleskab.

De fik lidt karameller og en appelsin hver, og så var det ud til famse med em igen:0)

Vi har været ude og købe store papkasser, så vi kan sende en masse ting hjem til Danmark. Nu må vi se hvor mange kilo jeg får pakket.

Så er mig og Thuy ved at planlægge vores næste workshop, som er d. 28/5. Jeg var da lige ved at blive helt nervøse for at vi ikke nåede det pga. denne ferie. Vi havde kun mandag, tirsdag og onsdag til at finde ud af hvad vi skulle sige, og jeg var helt blank da vi startede. Nu har vi vist helt styr på det, og jeg kan holde ferie med god samvittighed.

"Lille" Peter edderkop

2008-05-13T03:36:00.001-07:00

Så fik vi besøg af gæst som ikke var velkommen. Han sad inde på Mais værelse og i kan tro vi skreg, da vi opdagede ham.

Føj for katten, og her gik vi eller og troede at Connie og Pelle (vores firben) og alle deres venner, ville spise edderkopper og andre små kryb. Men okay, denne her edderkop var jo nærmest større end firbenene.

Så gik den vilde edderkoppe-jagt. Husk at se filmen med lyd på:

Vi var simplethen ikke modige nok, så Mie og Tina måtte ud på gaden og finde en der kunne tage den, mens mig og Mai holdte øje med edderkoppen så den ikke forsvandt ud af syne.

Og endelig fandt de vores redningsmand, en Vietnamesisk mand i shorts og bar mave og med en smøg i mundvigen. Hehe, han var vist en af dem der bor her i nærheden af os. Rart at han dræbte den edderkop så vi kunne god i seng og sove.

Jeg ved ikke, hvor meget Mai fik sovet. Hun var ret nervøs for at edderkoppens familie boede et andet sted på hendes værelse. Det håber jeg ikke, har ikke lyst til besøg af andre ubydne gæster af samme art.

Skøn Skøn ferie

2008-05-13T03:36:00.000-07:00

Så har min dejlige mor været og besøge mig her. Jeg har ikke haft tid til at opdatere bloggen, fordi vi skulle nå så meget.
De første dage skulle jeg jo vise hende rundt her i Hanoi. Så vi var inde ved søen, og spiste på alle de gode restauranter, jeg kender. Det var helt den omvendte verden, jeg fyldte hende over vejen, sagde hvornår hun måtte gå, og hvornår hun skulle vente. Og jeg styrede alle pengene. Hehe.
Mandag havde jeg mor og Anders med ude på Sao Mai. Det var skønt at vise min arbejdsplads frem, så de kunne se hvordan der er der. Vi var i min klasse i en times tid. Ha Vy (den eneste pige i min klasse) var meget interesseret i Anders, og sad på hans skød alt imens vi var der.

Og så fik jeg min uniform, så jeg ikke behøver bruge mit eget tøj når jeg er på arbejde. Helt fantastisk. Ser jeg ikke smart ud?

Tirsdag morgen tog vi så til Hoi An, mig, mor og Anders, på badeferie. Jeg kan love jer det var skønt. Vi havde sådan et fint hotel, med swimming pool og det hele. Byen var fyldt med skrædder og skomagere, der bare sad og ventede på vi kom og bestilte tøj og sko. Vi boede inde i byen, og lejede cykler når vi skulle på stranden, der var 4 km. Det var en varm, men rar cykeltur. Vi havde skønt vejr. Og mens vi lå der og nød solen/skyggen og den lille brise der kom, kom små gamle damer, med sorte tænder eller slet ingen tænder og ville sælge os alt muligt.

Anders var desværre syg de første par dage. Mig og mor fik bestilt masser af tøj og sko, mange forskellige steder. Jeg må sige vi ikke var helt tilfreds med det hele, men så ved jeg jo bare til næste gang, hvor de gør det godt og skidt (og det kostede jo næsten ingen penge).

Et par af de støvler vi fik lavet, har vi doneret til ”famse” som bor lige over for os. De støvler, kunne vi altså ikke lide, og famse kan sikkert få brug for dem til vinter eller sælge dem.

De sidste 2 dage tilbragte vi i Hanoi. Anders er taget til Sapa og Ha Long Bay så det var bare mig og mor. Det var rigtig hårdt at sige farvel igen, men det vidste jeg jo godt. Ville allerhelst bare med tilbage til Danmark, men sådan kunne det jo ikke blive. 2,5 måned tilbage, det skal nok går stærkt.

Men super dejlig ferie, og rigtig dejligt med besøg af mor.

Hatten af for pigerne…

2008-05-12T01:49:00.000-07:00

Jeg er Lottes mor. Jeg har været på besøg i Hanoi i 10 dage. Jeg har fulgt med på bloggen og set billeder/video hernede fra, inden jeg kom.
Men men men…. Man kan ikke forestille sig helt, hvordan her er uden først at prøve at stå midt dette kaos af anderledes kultur. Det syder af indtryk og larm, dyt, båt, mennesker overalt, fremmede lugte, der hele tiden skifter, når man bevæger sig rundt.
Og trafikken – ubeskrivelig! Hvis der er 2 mill. motobikes i Hanoi, så tror jeg, at jeg har set dem alle… Fra morgen til midnat er de alle sammen på vej et eller andet sted hen – og tilbage igen..

Jeg kan forestille mig, da pigerne ankom i januar helt på egen hånd og bar bund. Det var koldt, alt var så meget anderledes, vietnamesere der ikke taler – eller forstår engelsk. Hvor køber man mad, vand, toiletpapir og alle de andre almindelige ting, der er så selvfølgeligt derhjemme. Godt gået, piger!! I har klaret det fantatisk!
Jeg er nu blevet ført rundt, fulgt over gaden og fået hjælp til at vælge mad og ikke mindst betale med flere hundrede tusinde ”penge” hver gang. Lotte har guidet mig hjemmevant rundt i dette spændende inferno af indtryk. Jeg er blidt, men bestemt, blevet puffet op i den lokale bus og skubbet ud igen, så jeg nåede ud inden den klappede dørene i og kørte igen. Jeg har været med på Sao Mai og set Lotte blandt alle de små ”trolde”, der fylder hendes hverdag og lærerne, der hilser på hende store smil og glade ansigter. Hvor dejligt…

Tak, min søde pige, for alle de oplevelser. Det har været skønt at se dig fungere hernede. Jeg glæder mig, til du kommer hjem… :O)

Mig og Anders i Saigon

2008-05-02T01:27:00.000-07:00

Turen til Saigon (også sendt på mail til jer)

Vi har været i Saigon, og det er bare super lækkert. Turen her ned var dog lidt nervepirrende. Først kom vi ud i lufthavnen og så var vores fly 2 timer forsinket, men skidt nu med det. Vi gik på cafe for at få tiden til at gå. På cafeen opdager Anders at vi glemte at få vores billet med returrejsen tilbage da vi tjekkede ind. Ikke skide heldigt. Så jeg måtte skynde mig ned og snakke med indtjeknings damen, mens Anders blev på cafeen. Der var heldigvis ingen problemer og jeg fik billetten tilbage. Puhhh Så til flyveturen som gik helt fint. I Saigon ventede vi på taskerne og Anders' kom først, lige pludselig begyndte alle folk at gå og min taske var altså ikke kommet endnu. Jeg blev helt nervøs for at den var væk. Vi fik så af vide at vi skulle gå over til et andet bånd og vente, så ville den komme der. Men uden held for min taske kom aldrig. Suk, jeg blev sgu lidt irriteret så lige i øjnene at jeg skulle have det samme tøj på en hel uge:-)Vi gik over for at melde at vi manglede min taske og på vejen kom en lille vietnamesisk flymand slæbende med min kæmpe backpacker taske... HELDIGVIS....... Ud af lufthavnen og prøve at finde en taxa. Eller det var jo ikke noget problem, for vi blev næsten overfaldet af en taxachauffør lige da vi kom ud. Han ville have 250.000 for at køre os til hotellet, vi fik da presset han ned til 200.000. Han førte os hen til hans 'taxa' som faktisk bare var en privat bil. Vi blev lidt mistænksomme og spurgte ham om han ikke var en rigtig taxachauffør, hvilket han påstod han var og viste os hans kort. Anders har læst at man ikke må tage en motorbike der nede, uden at den er tilknyttet til hotellet da de kan finde på at køre en ud til et øde sted og tage ens penge. Jeg må indrømme at vi var lidt bange under taxaturen til hotellet, og fulgte nøje med på kortet, for at se hvilken retning han kørte os i. Vi kom heldigvis frem uden problem.

I Saigon
Hotellet var helt fint, der var ikke nogen morgenmad så det måtte vi ud og finde. Det var lidt irriterende når vi skulle på tur, men vi klarede det.

Vi har været ude og se Cu Chi tunnelerne. Det er tunnelerne fra krigen som kun var 60 cm gange 80 cm. Nu er de blevet gravet 2 gange så store så turisterne kan komme der ned og se dem.

Der var også en hemmelig indgang til en tunnel i den rigtige størrelse. Tunnelen var der ganske vidst ikke mere. Der var bare et hul der nede, og jeg prøvede at kravle der ned. Det var lidt uhyggeligt og helt mørkt. Hullet var ikke større end jeg ind kunne være der.

Fantastisk spændende tur.

Vi var også på 2 dags tur til Mekong floden, her sejlede vi rundt og var inde forskellige steder og se hvordan de lavede nudler, kokos slik og hørte Vietnamesisk musik.

Anders holdte en slange, han så lidt nervøs ud da den snoede sig op om halsen... åh åh..

Vi skulle over danne bro som klades abe broen. Den var ret usikker og glat pga regnvejret.
Den første dag var det dejligt vejr, men anden dag stod regnen bare ned. Vi måtte investere i et nyt regnslag.

Vi har faktisk haft rigtig meget regn i Saigon. Den ene morgen så vejene sådanne ud lige uden for hotellet.

Aftenerne brugte vi på at gå ud og spise og ud at få en enkelt lille drinks eller to. Vi fandt en rigtig god bar, hvor vi spillede pool med to svenske drenge. Vi vandt selvfølgelig. Og ellers spillede vi røvhul på den vietnamesiske måde med de ansatte i baren. De var bare så søde.

De dage vi ikke var på tur, var vi rundt og se byen, museumer, temlper osv...

1. Rejsebrev

2008-04-27T00:06:00.000-07:00

Beslutningen om at tage til Vietnam tog jeg for lang tid siden, hvor jeg synes at det kunne vaere super fedt at rejse ud og opleve verden i et halv aar. Jo mere tiden naermede sig, at jeg skulle af sted jo mere i tvilv blev jeg om, om det her nu var det rigtig at goere. Jeg snakkede sjaeldent om at jeg skulle afsted, og jeg blev irriteret inden i mig selv, naar folk spurgte til det. Jeg udskoed mange forberedelser og overlod alt ting til de andre, der skulle rejse med mig. Jeg gjorde bare de ting, de sagde jeg skulle, og havde faktisk ikke rigtig styr paa nogle ting. De sidste dage inden jeg skulle rejse var maerkelige, jeg gik rundt med en underlig foelelse i maven for paa den ene side glaedede jeg mig, underligt nok havde jeg slet ikke haft den foelses foer. Maaske var det ogsaa fordi 3 dags proeven endelig var overstaet saa jeg havde overskyd til at glaede mig.
Og paa denanden side anede jeg ikke hvad jeg skulle ned til, hvilket var meget underligt.

Dagen kom, hvor vi skulle rejse og den var forfaerdelig. Jeg graed lige fra jeg stod op og kunne naesten ikke stoppe igen. Mor, Michael (min mors kaereste), Mathias (min stoerste lillebror), Sebastian (min mindste lillebror), mormor og morfar var med i lufthavnen. Efter jeg havde tjekket ind, var vi paa cafe, meget stille og roligt (uden taere). Da jeg skulle sige farvel og gaa op af trappen tudede jeg meget, det var overhovedet ikke rart, men af sted det skulle jeg jo. Paa det tidspunkt havde jeg fortrudt saa meget, at jeg for et halvt aar siden synes det kunne vaere skide spaendende at tage til Vietnam.

Den foerste tid i Vietnam var forvirrende og kold. Det hele hernede var forvirrendende i starten, fordi jeg ikke forstod noget og fordi jeg bare proede at foelge med saa godt jeg kunne om saa det var paa arbejdet, trafikken, bylivet osv. Efterhaandensom jeg har laert byen at kende og rutinerne paa Sao Mai at kende, er jeg ogsaa blevet meget gladere for at vaere her. Jeg har overhovedet ikke haft foelsen af, nu vil jeg bare hjem, hernede. Jeg har holdt hovedet hoejt og taenkt at det her skal jeg nok klare selvom det nogle gange har vaeret haardt.
Jeg synes hele tiden jeg har haft noget at se frem til, foerst vores tur til Sapa, saa turen til Halong Bay, saa kom Anders og nu kommer min mor snart. Det er rigtig rart at have saadanne punkter at se frem til.
Inden vi tog af sted fik vi af vide af David at tiden ville gaa rigtig staerkt. Jeg troede ham ikke, jeg var sikker paa at de her 6 maeneder ville blive de laengste i mit liv. Men jeg tog fejl. Tiden er gaaet overraskende staerkt, saa jeg maa give David ret. Jeg har oplevet en hel masse ting som jeg ikke ville vaere foruden. Jeg sidder her nu, og har vaeret her i 3 maeneder, jeg vil ikke bytte det for noget andet og jeg er saa glad for at jeg tog af sted. Jeg vil anbefale alle andre paedagog studerende og alle andre der har muligheden for at rejse at goere det. Man laerer saa mange ting om sig selv, sin egen og andres kultur, vaerdier og normer.

Frygteligt regnvejr

2008-04-22T20:54:00.002-07:00

Regntiden er ikke begyndt endnu og i går var det bare så forfærdeligt regnvejr, da jeg skulle hjem fra arbejde. Jeg gik fra arbejdet og fandt en motorbike, allerede der var jeg gennemblødt. Jeg kunne ikke forklare ham hvor jeg skulle hen, så jeg sagde bare kør, så viser jeg vej. Da vi var nået et lille stykke kom vi til et sted, hvor vejen var meget oversvømmet. Motorbiken kørte igennem, det kunne den ikke klare. Den gik ud og ville ikke starte igen. Mig ind i en taxa, betale den lille motorbike-mand. Så sad jeg der i taxaen og ventede, drivende våd, på den stakkels chaufførs stofsæder. Der var totalt kaos og det endte med at da vi km lidt nærmere hjem, måtte jeg gå resten af vejen. Jeg havde været 1,5 time undervejs og det plejer at tage 20 min. Det regnede heldigvis ikke mere. Nogle af vejene var så oversvømmet at jeg gik i vand næsten op til knæene. Jeg frygter regntiden nu og kan love jer at mit regnslag bliver fast inventar i min arbejdstaske.

Fætter Anders i Vietnam

2008-04-22T20:54:00.001-07:00

Så var det endelig min tur til at få besøg. Anders ankom til Vietnam i søndags, hvor jeg var inde i lufthavnen og hente ham. Det var bare super dejligt.

Anders har rejst rundt i Australien siden september sidste år, og besluttede at rejse forbi Vietnam inden han tog tilbage til Danmark.

Jeg har ferie fra i dag (onsdag) og vi rejser til Saigon i morgen. Vi er tilbage i Hanoi igen d. 2 maj. Så der kommer ingen nye indlæg på bloggen før jeg er tilbage. Og så kommer min moar d. 3 maj…..

Spring Ball

2008-04-22T20:54:00.000-07:00

I lørdags var der spring ball på Sheraton hotellet, det er et meget fint hotel. Det spring ball skulle vi selvfølgelig med til. Jeg har fået lavet en kjole til den specielle dag. Vi skulle have håret sat og make up’en lagt af folk som kan finde ud af den slags. I kan ellers tro vi var flotte.
HÅr og make up. Synes mine øjnbryn var lidt vilde, og jeg prøvede at sige det til hende, men det blev ikke bedre. Ellers var jeg godt tilfreds.

Håret bagfra.

Lige et billede til ,bare fordi jeg synes det var godt:-)

Jeg har desværre ingen billeder af mine kjole endnu, får dem af Thuy en af dagene. Så de skal nok komme på også.
Til ballet var vi i alt 160 mennesker fra Skandinavien.

Lokalet

Vores bord

Det var godt nok flotte lokaler det skulle holdes i og rigtig dejlig mad. Vi fik først noget fiskeforret, så fik vi suppe, så kom isen, så endelig den fantastiske hovedret, som jeg selvfølgelig ikke kunne spise så meget, fordi jeg allerede havde spist så meget andet. Til sidst fik vi dessert, the og kaffe.
Den fantastiske hovedret. Mums.
Vi dansede hele aftenen. Til maden var der jazz musik og efter det var der en DJ der valgte musikken, det var han meget god til. Det var en skide hyggelig aften.Bagefter tog vi ind til Hoan Kiem søen og gik på bar. Jeg må indrømme vi var lidt for fint klædt på der. Det var også hyggeligt.

Talepædagog

2008-04-18T20:34:00.001-07:00

Jeg er begyndt at hjælpe talepædagogerne på Sao Mai. Det var egentlig et projekt Ann havde startet, og da hun skulle rejse hjem igen, spurgte hun om jeg ville forsætte det. Og det ville jeg da.
Det fungerer sådan at hver barn har en mappe med billeder af forskellige ting, biler, sæbebobler, radioen osv.

Uden på mappen sidder ”I want” kortet og en velcro stribe.

Talepædagogen sidder med forskelligt legetøj, barnet skal finde det kort med det stykke legetøj det gerne vil have og placere ”I want” kortet og billedet af legetøjet på velcro striben. Der efter skal barnet give det til talepædagogen, og så siger de sammen hvad der står på kortene, og barnet får legetøjet. Jeg skal hjælpe barnet med at finde det rigtige kort, og med at placere dem på velcro striben. Det kan godt være svært fordi nogle af børnene er så fokuseret på at få legetøjet med det samme, at de glemmer alt om kortene. Eller de bliver frustreret over at talepædagogen ikke vil give den legetøjet uden at de viser kortet. Jeg synes det er ret spændende at være med til.

Kulturen opg F

2008-04-17T22:03:00.000-07:00

Jeg har valgt at skrive om de ting der har undret mig, og nogle af dem har jeg fået svar på.

Trafikken.
Det mest skræmmende i Hanoi og noget af det første jeg oplevede var trafikken. Der er motorbikes over alt, det er helt vild. Det kører ind i mellem hinanden uden noget system og dytter helt vildt. Der er ikke så mange biler, de fleste biler er taxaer, som man skal havde respekt for når man skal over vejen. Busserne er de værste, jeg tror, de kører efter størst kører først princippet og holder ikke tilbage for nogle.
Jeg troede aldrig jeg ville lære at gå over vejen alene. I starten gik jeg i dækning af de andre, og var ret bange. Det var en overvindelse hver gang vi nåede over vejen. Det var sindssygt. Nu går jeg over vejen hver da alene, og det er endda uden at tænke over det. Så længe man holder godt øje og har respekt for trafikken går det uden problemer. Os og total larm er blevet en del af min hverdag nu.

Måden vietnameserne kan pakke en motorbike er helt utrolig. Hvor har jeg mange stået og skulle transportere nogle store ting, hvor jeg har tænkt ”det kan ikke være i min bil, jeg er nød til at låne fars Tune Rens bil”. Det er da ikke noget problem i Vietnam, for der kan da snildt være et køleskab, et fjernsyn, et kæmpe billede, 10 øl kasser osv på en motorbike. Jeg har endda set nogle transportere en dobbeltsneg på en motorbike, jeg har desværre ikke mit kamera med, det så vildt ud. Det forreste af sengen lå på sædet af motorbiken, en styrede motorbiken, og to gik bagved og holdte i den anden ende af sengen. Utroligt.

Lange negle, pille næse og plukke grå hår.
En anden ting der har undret mig meget er at mændene har meget lange negle. Nogle har lange negle på alle fingrene, men de fleste har det kun på tommelfingeren og lillefingeren.
Jeg har fundet ud af, at det er fordi at, hvis man har lange hvide negle, er det tegn på at man ikke er hårdt arbejdende.
Vietnameserne piller næse alle steder, og det er selv om de har øjenkontakt med andre. Det er noget der er helt okay at gøre, og ikke noget de prøver at skjule. Men når de skal rense tænder med en tandstik har de hele hånden oppe foran munden, så ingen kan se det.
På gaden måder man tit damer, der sidder og trækker grå hår ud på hinanden med en pincet. Jeg må indrømme jeg i starten troede det var lus de sad og fangede, men det var det heldigvis ikke.

Stressende kultur, rolig befolknig.
Trafikken og måden folk aser og maser på, får Hanoi til at virke som en meget stressede by. Biler, busser og motorbikes dytter og kører som om de har meget travlt. I bussen maser folk sig frem og tilbage, skubber til hinanden for at komme på bussen eller af bussen. Her bliver der ikke taget hensyn til de gamle, som der ellers vises stor respekt for. De rejser sig dog op, så de gamle kan sidde ned, men de bliver skubbet ligeså meget som alle andre.
Men selvom kulturen virker ret stresset virker folket ikke stresset. De virker mere rolig, som om de tænker ”vi skal nok nå det hele”. Det er ret mærkeligt at omgivelser kan vise tegn på stress og jag, men folk udstråler en anden form for ro.

Bevægelses og sanse projekt

2008-04-16T05:23:00.004-07:00

Hver onsdag går Thuy og jeg en tur med et barn hver. Vi går uden for Sao Mai, for at se andre ting end, de ting de ser på centret hver dag, og for at se på de ting de lærer om (men hvor de jo kun er på billeder). I denne måned lærer børnene om frugter, så derfor gik vi ned på markedet lige i nærheden for at se på frugter og købe et par stykker. Da vi kom tilbage på centret sad vi i cafeen og smagte på frugterne.
Børnene får brugt mange af deres sanser på sådan en gå tur. De ser en masse ting, der er en masse lyde, de kan røre forskellige ting, og nogle gange smage tingene (når vi f.eks. køber frugter).
Bevægelsen er jo at de går, og på den måde får rørt kroppen. Børnene sidder meget ned i løbet af dagen, og jeg kan se på dem at de nyder at komme ud og gå en tur. Jeg vil skifte mellem børnene så, så mange som muligt kommer til at være med.
Den dreng jeg havde med i dag, er så glad for at komme ud. Han begyndte at græde, da vi kom tilbage til Sao Mai fordi han ikke ville med ind igen. Så nu mener lærerinderne, ikke jeg må tage ham mere, fordi han bliver ked af det. Det er lidt ærgerligt fordi han er så glad for det.

Hoa Lu

2008-04-16T05:23:00.003-07:00

Tirsdag var Tina, Rasmus, Tina, Thuy og jeg i Hoa Lu.

Her er Tina og Rasmus

Her er Thuy

Og mig og Tina inde i kong (Bingeling Bingbons) tempel. Det var noget i den stil han hed.

Her er et lille billede inde fra templet.

Da vi havde spist frokost skulle vi ud og sejle en lille tur. Det var super smukt.

Her er nummerpladen på vores båd, såda havde de nemlig også.

Et billede af udsigten, smukt ikk?

Den første grotte vi var igennem, der var 3 i alt.

Et lille sejlende markede, så turisterne kan bruge nogle af alle deres penge.
Der var også nogle der solgte duge, dækservietter osv. på deres både.

Nogle roede båden med deres fødder. Specielt, men sjovt.

Nogle af dem der roede var ret gamle.

Stakkels gamle mennesker, godt vores kaptajn var ung og frisk og overhælede alle de andre.

Men Tina og jeg måtte da også hjælpe lidt til en gang imellem.

Her er det så min tur til at ro.
Det var en rigtig god tur, men hvor var vi dog trætte da vi kom hjem

Små mirakler

2008-04-15T06:38:00.001-07:00

I går var Thrang der ikke, så mig og Minh skulle spise alene. Minh viste for første gang interesse for selv at spise, det var bare så skønt. Han plejer at få grød hver dag, og det er han ærligtalt ikke særlig begejstret for. I går fik han så ris, da jeg ikke kunne få ham til at spise grøden. Han tog sin ske, tog ris på og var meget interesseret i den. Han bankede den mod kanten af tallerknen osv. Han tog den dog ikke i munden, men et skidt af gangen. Det er super fedt han er interesseret, han skal nok lærer det.

Se en gang hvor dygtig han er:

I kan tror anerkendelsen kom frem og jeg klappede også hver gang han tog skeen, sådan gør lærerinderne jo børnene gør noget rigtigt/godt så det kendte han jo.

Faktisk måtte en af lærerinderne overtage og made ham fordi jeg ikke kunne få ham til at spise noget. Det var lidt irriterende, når han nu gerne ville. Jeg håber han er ligeså interesseret i morgen.

Og så lige en anden lille historie, selvom det er et stykke tid siden det skete. Jeg har bare ikke nået at få det skrevet. Jeg havde lige lærte at tælle til ti på vietnamesisk, JUBII. På væggen har vi tallene fra 1 til 10 hængende.

Okay det er svært at se på billede, men tallene hænger runt om blomsten. Næsten hver dag kom en af drengene og træk mig hen til tallene, han pegede på tallene og jeg sagde hvad de hed, i håb om at han ville gentage. Det gjorde han aldrig, lige meget hvor meget jeg prøvede at gentage dem. Faktisk blev jeg lidt træt af at sidde og sige alle tallene i rækkefølge og i vilkårlig rækkefølge, når ikke han gentog det. Men så en dag, hvor han træk mig hen til tallene, pegede han på dem og sagde dem. Han kunne dem alle forlæns og baglæns og i vilkårlig rækkefølge. Jeg blev så glad. Ting tager tid og vi lærer alle forskelligt, og jeg lærte ham at tælle til 10. Fed fornemmelse.

Kommunikationen

2008-04-15T06:38:00.000-07:00

Jeg vil lige evaluere lidt på et mine mål, nemlig kommunikationen. Jeg synes, at kommunikationen mellem lærerinderne og mig er blevet bedre. De er faktisk begyndt at tale til mig uden at jeg spørger dem om noget. De oversætter også nogle gange hvad de snakker om indbyrdes, og det ser ud til de synes det er sjovt i sammenarbejde at forklare mig ting, som f.eks. hvorfor Sao Mai har lukket tirsdag i denne uge eller hvorfor de gør som de gør. Jeg er også selv blevet meget bedre til at sige til dem når jeg synes deres metode er god, eller sige/vise dem hvordan de kan få barnet til en bestemt ting uden at tvinge dem.
Vores (mit og lærerindernes) kropssprog er også blevet meget bedre, der er armbevægelser og tegn på alt hvad vi siger. Og skulle det ske at vi stadig ikke forstår hinanden, og det sker, henter vi lærerinden fra klassen ved siden af som er rigtig god til engelsk.
Jeg synes, også at jeg har fået et bedre forhold il dem, vi kan grine, pjatte og lave sjov nu, og jeg er ikke den uforstående ikke er med længere. Men det er jo klart at relationen ændres, når man kan kommunikere bedre sammen.
Kommunikationen med børnene har ikke rigtig været et problem, men jeg kan mærke at jeg lærer børnene bedre at kende dag for dag. Jeg fået meget mere kontakt til alle børn her den sidste måned, hvor det i starten var få børn jeg havde meget kontakt med og resten af børnene jeg havde lidt kontakt med. Jeg har også ladet børnene åbne sig op for mig når de var klar, og ikke tvunget dem til kontakt, føler jeg i hvert fald selv. Børnene er meget interesseret i at lege, og kontakter mig hele tiden. Nogle af børnene ”hænger” også på mig, det er lidt for meget nogle gange, når der ikke er plads til de andre børn. Når vi leger, er det tit de samme lege, jeg leger med de sammen børn f.eks. er der en af drengene der elsker at løbe, og så løber vi fra den ene ende af lokale til den anden og klasker hænderne op på væggen i hver ende, andre er vilde med svingture, sjove ansigter, at kravle på mig, lave kongens efterfølger osv.
Konklusionen er at kommunikationen er forbedret og stadig er under udvikling med både børn og lærerinder. Jeg nyder at være på arbejde og det bliver bedre for hver dag.

Lotte og Tina helt alene i Hanoi

2008-04-12T22:13:00.001-07:00

Mie og Mai har forladt os, de er taget med deres forældre på ferie forskellige steder hen. Så nu er mig og Tina helt alene i det store hus. Og vi skal rigtig hygge os, mon fælles kassen giver et lille tilskuds til vores hyggelige weekend??????

Fredag tog vi bussen til lufthavnen bare for at prøve det, så vi ved hvornår vi skal stå af, når Tina på fredag skal hente sin kæreste og jeg skal hente fætter Anders på søndag.
Bagefter var vi inde ved søen og shoppe og forskellige ting. Vi mødtes med Rasmus, som også følte sig helt alene, da Tina var syg og Thuy var ude med en veninde. Vi spiste aftensmad inde ved søen sammen med Rasmus. Bagefter skulle vi se film hos Rasmus og pigerne, men først måtte mig og Tina hjem. Vi har nemlig haft en lille vandskade, hanen ude i køkkenet faldt af, de en af os kom til at skubbe en stol ind i den. Og Trang’s far skulle altså komme og lave den. Det tog sin tid, men vi kom da endelig hjem til de andre, hvor vi så Signs og hyggede os. Den var lidt uhyggelig.
Tidligere på dagen havde der været begavelse på vores lille gade, en mand var død kl. 13.30 og så var der allerede begavelse. Trang fortalte os at den døde mand lå inde i huset, og skulle ligger der i 3 dage. Jeg vil sige mig og Tina ikke var alt for begejstret. Det var lidt uhyggeligt at gå forbi en mørk aften kl. 23.30 efter at have set en lidt uhyggelig film.
Vi klarede natten uden forstyrrelser af spøgelser eller mænd genopstået fra de døde, heldigvis.

Hey, i går var Tina og jeg inde ved søen igen for at booke togbillet og bestille en-dags-tur til på tirsdag. Vi var også på udkig efter en skrædder, og havde adressen med til en som Randi (arbejdede for jysk rejseselskab, vi mødtes med hende i starten) havde anbefalet os. Skrædderen var bare super sød og god til engelsk. Nu er hun ved at lave en bluse til Tina og et par bukser til mig. Vi har helt glade bagefter og havde lyst til at købe stof, så vi tog lige en motorbike ud til stofmarkedet. Her gik vi lidt amok, vi købte en masse stof uden helt af vide, hvad man kan lave ud af det. Jeg vil gerne have lavet nogle sommerkjoler og nederdele. Så

Om aftenen tog vi i Wincom shopping center og i biffen. Det lignede faktisk cinemax inde på fisketorvet. Det var en kæmpe stor biograf med mange forskellige film, rødt, grønt og blåt lys i loftet, slik og popcorn. Elevatoren var uden på centeret så man kunne se ud mens man kørte op eller ned. Vi var meget imponeret over det hele.

Vi så en film der hed definitely maybe, den var rigtig god, den var på engelsk med vietnamesiske undertekster. Det var en rigtig pige-film.

Søndag kommer rengøringsdamen. Trang’s far kommer igen, denne gang skal han lave håndvasken på badeværelset, den hænger kun i vandrøret som er utæt og drypper. Sikke en redelighed med det her hus, der er hele tiden noget galtJ Godt trang’s far kan lave det.

Hverdagen opg E

2008-04-12T22:13:00.000-07:00

E: Indlæg i bloggen (Efter 12 uger) Indlægget skal indeholde en beskrivelse af din hverdag således at studerende i Danmark kan få et realistisk indblik i denne. Du må altså gerne skrive noget om hvorledes livet uden for praktikken ser ud, men der skal også være beskrivelser fra din institutionshverdag.

Ja hvordan ser min hverdag ud. Jeg gider ikke skrive om, hvordan en dag på Sao Mai ser ud igen, det kan i jo finde både i min institutionsbeskrivelse og i pædagogik afsnittet.
Men min dag starter altså kl. 6.30, hvor jeg står op, går i bad og spiser morgenmad. Kl. 7.15 går jeg ned til bussen. Jeg tager bus 22 på arbejde og hjem igen hver dag. Der er lidt langt ned til den, men det er faktisk meget rart med en lille gåtur hver dag. Det er aldrig til at vide, hvornår den bus køre, men den som regel inden for 15 min. Jeg møder på arbejde kl. 8.
I starten tog jeg taxa til arbejde hver dag, jeg havde en fast aftale med en fast taxachauffør der kom og hentede mig hver morgen og hver eftermiddag. Det blev lidt dyrt i længen, men var dejligt sikkert i starten, hvor jeg ikke vist hvor Sao Mai lå og hvilke busser der kørte der ud. Chaufføren var rigtig sød og god til engelsk, jeg lader hans tlf. nummer ligge i huset, hvis andre studerende skulle få brug for en taxamand.
Nu har jeg månedskort til alle busserne, det koster 80.000 om måneden, det er ca. 30 danske kr. Det kan da ikke gøres billigere.

Vi har pause på arbejdet fra kl. 11.30-14.00. Her spiser jeg frokost i cafeen med de andre volunteers. Lige nu er der mig, Thuy (fra Ballerup semi), Denise (fra Danmark), Orielle (fra USA) og Peter (fra England). Det er lidt forskelligt, hvad vi laver i pauserne, men enten så sover vi til middag, tager i Big C, som er et supermarked ligesom Bilka, tager på internetcafe eller almindelig cafe. Mig og Thuy har da også brugt et par pauser på vores workshop, jeg har læst en super god bog på engelsk (hvilket jeg aldrig troede jeg ville komme til) osv. Tiden kan godt være lang en gang i mellem, men så kan man jo snuppe en lur.

Kl. halv 5 har jeg fri. Jeg tager bussen hjem, og på vejen hjem går jeg ned og køber brød til aftensmad og morgenmad næste dag. Vi har en lille brøddame i nærheden af, hvor vi bor. Når jeg kommer hjem tjekker jeg lige mails, og så kommer pigerne hjem. Vi spise sandwich til aftensmad næsten hver dag når vi har været på arbejde. Det lyder ret kedeligt og ensformigt og det er det også. Det tager bare så lang tid at gå ud og spise og vi er trætte, og jeg er sikker på der ikke kan laves særlig meget andet mad i vores køkken. Det er i hvert fald let med de sandwich. Torsdag, fredag, lørdag og søndag går vi altid ud og spiser. Det sker altså også de andre dage en gang i mellem.

Stort set hver mandag aften er vi på Koto, som jeg også har skrevet om før. Koto er faktisk en restaurant, som uddanner unge ”gadebørn”, så de får en bedre fremtid. Mandag aften mødes de unge og frivillige så, målet er at de unge skal blive bedre til at tale engelsk. Vi taler en masse engelsk, leger forskellige lege, spiller spil, synger karaoke osv. Det er faktisk rigtig hyggeligt.
De andre aftner går med blogskrivning, snakke skype med dem fra Danmark, film osv.

Weekenderne bruger blandt andet på at rejse, jeg har indtil videre været i Halong Bay og Sapa. 2 super gode ture. Vi har fri næsten hver fredag, så det er intet problem at tage en forlænget weekend. Ellers er vi ude og shoppe, og rundt i Hanoi. Hver søndag har vi rengøringsdame. Så der har vi lige 4 timers afslapning, ellers plejer der at være fart på i weekenderne.
I starten arbejdede vi rigtig meget for at tjene timer ind til at kunne holde ferie og opleve resten af Vietnam. Det var faktisk ret hårdt, men nu er det rart at kunne holde en masse ferie.
Jeg vil sige at tiden her flyver af sted, alting tager bare længere tid her, og der er bare så meget vi skal nå. Men vi skal nok nå det hele.

Sådan spiser mine børn

2008-04-10T03:19:00.001-07:00

Den første dag var det svært at få de 2 drenge til at spise selv. Jeg tror ikke de forstod, at det var i orden at de tog skeen selv. Thrang tog hele tiden min hånd og førte den hen til skeen, hvor efter jeg prøvede at gøre det samme med hans. Han tog skeen et par gange selv. Minh ville slet ikke selv, hver gang jeg prøvede at tage hans hånd hen til skeen træk han den tilbage. Og hvis jeg tog skeen hen til hans hånd flyttede han hånden.
Minh er svær at made, for han vil ikke spise. Han ryster vildt på hovedet, det var meget svært for mig, fordi jeg ikke vil tvinge ham. Det er så grænseoverstridende. Jeg fandt hurtigt ud af at, hvis jeg ligger min hånd på hans skulder, åbner han munden og er klar til at spise. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men jeg føler ikke jeg tvinger maden i ham på den måde, fordi jeg jo ikke holder fast i ham, men blot hviler hånden på hans skulder. Jeg har ikke lagt mærke til at lærerinderne har holdt rigtig fast i ham, når de har madet ham, for ellers kunne det måske være det han frygtede ville ske og derfor skynde sig at åbne munden.
Jeg vil sige at det går fremad, for i dag spiste Thrang næsten alt hans mad selv. Minh går det lidt op og ned med. I dag kunne jeg næsten ikke får ham til at spise noget, måske han ikke var sulten. I går gik det nemlig rigtig godt, han spiste uden min hånd på hans skulder.
Den ”strenge” lærerinde i min klasse, som alle børnene er bange for blandede sig meget i, hvor meget mine 2 børn spiste i dag. Det irriterer mig rigtig meget, hun har da nok at se til med de 5 børn hun sidder og mader. Hun blev ved med at sige til Thrang at han skulle tage en mundfuld til, det er i hvert fald hvad jeg tror hun sagde. Thrang så ikke altid alt for tilfreds ud, og tog en ny mundfuld hver gang. Det irritere mig fordi der var masser tid tilbage, så ingen grund til hele tiden at skynde på ham. Da han var færdig med at spise og jeg havde givet ham vand, som de altid får til sidst, kaldte hun ham over til sig for at give ham mere mad. Hvad sker der? Så måtte jeg slå i bordet og sige ”no, no”:-). Jeg sagde til hende at han havde spist rigtig meget mad, lige så meget som han plejer. Jeg tror ikke hun forstod andet end no, men hun gav ham ikke mere. Synes altså det var lidt strengt.

Pædagogikken opg D

2008-04-10T03:19:00.000-07:00

D: Institutionens pædagogik (Efter 10 uger) - hvilken uddannelse har de ansatte i institutionen - hvilke(n) faggruppe(r) udfører det arbejde, der ville blive varetaget af pædagoger i Danmark - (hvilke pædagogiske uddannelser findes der i landet) - hvordan forklarer de aktiviteterne og deres handlinger og relationer i forhold til børn eller brugere? - er den styret af en “læseplan” eller andre centrale forordninger - hvilke didaktiske overvejelser gør de ansatte - hvilke sider af læringen lægges der vægt på - hvilke specielle træk ved pædagogikken gør indtryk på dig - hvordan ser en typisk dag – uge ud?

Uhh pædagogikken på Sao Mai. Jeg synes virkeligt det er svært at forklare, hvor skal jeg dog starte.
Jeg vil starte med lærerinderne. Her nede kaldes det ikke pædagoger, men lærerinder, og der lægges stor vægt på undervisningen. Der er forskellige uddannelser som lærerinde, med forskellige længder. Nogle af lærerinderne er universitet uddannet, det er hovedlærerinderne. Andre har en kortere uddannelse, man kan måske sammenligne dem med pædagogmedhjælperne i Danmark. Der findes ingen uddannelse inden for specielområdet, så lærerinderne er uddannet til at arbejde med ”normale” børn. Derfor kan det være svært for dem at forstå børnene behov og væremåde.

Som tidligere nævnt lægges der stor vægt på indlæringen hos børnene. Børnene har 2 lektioner om formiddagen og om eftermiddagen, selv de helt små børn på 2-3 år. Hver måned er der et nyt emne børnene skal lærer om f.eks. dyr, frugt osv. Undervisningen i min klasse foregår enkeltvis på den måde at alle børnene sidder rundt om et bord og leger med legetøj. Lærerinden sidder ved et andet bord, hvor børnene enkeltvis eller to og to kommer op og lave forskellige ting.
Vi har af og til frileg, det foregår på den måde at børnene er i klasselokalet uden noget legetøj. Børnene leger altså med sig selv (nogle gange med de andre børn) og med lærerinderne. Børnene er meget kreative til at finde på noget at lege med f.eks. mine sko, stolene osv.
Jeg synes også at der lægges stor vægt på at børnene kan sidde stille på en stol, det kommer til udtryk når der er undervisning, hvor de ikke må rejse sig og hente et stykke legetøj i den anden ende af bordet. Jeg tror det er fordi børnene her i Vietnam opdrages til at indordne sig.
Jeg vil sige at deres anerkendelse kommer gennem kys og kram. Jeg tror jeg har skrevet det før, lærerinderne kysser og krammer børnene som om det var deres egne børn. Mange af børnene opsøger også selv denne anerkendelse. Jeg kan mærke det nu, hvor de kommer hen til mig vender kinden til og stikker den helt hen i hovedet på mig. Børnene kysser også nogle gange mig på kinden.
Der er også ros og belønning når børnene gør noget godt eller rigtigt. Når de gør noget rigtig klapper lærerinderne i hænderne og hviner: ”whiiiii”. Belønningen kommer i form af slik, legetøj, kys og kram.

Vi er sjældent ude, men har et motorik rum som bruges en gang om ugen af hver klasse. Her render børnene rundt og bruger de forskellige ting i rummet rutschebanen, trapperne, cyklerne osv. En gang om dagen har børnene undervisning, hvor de skal bruge hele kroppen f.eks. gå på line, hoppe trampolin, spille med bolde osv.

Hvad børnene skal lære og emnerne bestemmes oppe fra, men måde det gøres bestemmer lærerinderne. Nogle gange virker undervisningen ikke så gennemtænk, det virker som om det er en aktivitet de lige finder på. De har godt nok et uge skema, og så vidt jeg har forstået står der på skemaet, hvilke emner lektionen skal handle om. Lige som et almindeligt skoleskoleskema, hvor der står danske, matematik og geografi. Så står der bare kommunikation, bevægelse og sanser.

En typisk dag på Sao Mai i min klasse, hvor børnene er 2-3 år. Jeg har faktisk skrevet det i institutionsbeskrivelsen, men her får i det lige igen.
Børnene kommer mellem 8.00 og halv 9. Når alle børn er kommet, er der morgensang. Her kommer børnene en efter en op til lærerinderne siger godmorgen. Første siges der: ”godmorgen jeg hedder….”, så ”godmorgen lærerinder”, og til sidst ”godmorgen alle sammen, jeg vil nu synge en sang” og så der bliver sunget en sang.
Dernæst er der undervisning. Det kan være i form af læring om ord, at spise, former, farver osv. Bagefter er der som regel leg med forskellige redskaber fx bolde, trampolin, musik og dans også sådan eller bare fri leg.
Undervisningen forgår ved at alle børnene sidder rundt om et bord sammen med lærerinderne og f.eks. skal gentage de ord de siger, samtidig med at de ser et billede af tingen. Andre gange sidder de rundt om bordet, som er fyldt med klodser, en af gangen kommer de op til en lærerinde ved et andet bord og bliver undervist enkeltvis.
Kl. 10.15 gøres det klar til frokost. Der er frokost fra kl. 10.45 til 11.15 ca.
Kl. 11.15 gøres klar til at børnene skal sove til middag og 11.30 ligge alle klar. De sover indtil kl. 14.00.
Efter middagsluren er det snacks tid, hvor børnene får chips, brød eller lign. Og mælk og grød til.
Ca. 14.30 er der undervisning igen. Efterfølgende er der fx musikundervisning eller igen fri leg.
Børnene bliver hentet mellem 15.30 og 17.00

At spise selv

2008-04-09T04:58:00.000-07:00

Et af mine projekter på Sao Mai går ud på at lære nogle flere børn fra min klasse at spise selv. Frokost tiden er altid en meget stresset tid, eller det synes jeg i hvert fald det er. Så min tænke er, at det ville være mindre stressende, hvis ikke lærerinderne skulle made så mange børn. På den anden side kan det også være det giver en anden form for stress, fordi lærerinderne synes at børnene spiser for langsomt, vi får se.
Jeg tror også, det vil gøre børnene mere selvstændige og give dem mere selvtillid.
Jeg har valgt to børn til at starte med, Minh og Thrang. Minh har intet verbalt sprog, han leger meget for sig selv og har derfor meget lidt kontakt til de andre børn. Jeg håber på at de to drenge kan får lidt kontakt til hinanden ved at sidde sammen og spise. Thrang er en udadvendt dreng og langt fremme i sin udvikling. Grund til at jeg valgte ham, er fordi jeg en dag sad ved de 2 andre børn der spiser selv, og Thrang kom hen og var meget interesseret i hvad vi lavede. Han tog de andres ske og ville spise deres mad. Hans var uden tvivl interesseret i at spise selv. Jeg håber også at hans iver kan være med til at motivere Minh.

Thrang

Minh til venstre.

Ren afslapning i Halong Bay

2008-04-06T03:15:00.001-07:00

Så så man lige mig, jeg tog lige et smut til Halong Bay med to piger fra Sao Mai.

Denise fra Danmark og Orielle fra USA som begge er frivillige på Sao Mai.

Jeg har snakket engelsk hele weekenden. Selv når det bare var mig og Denise glemte vi at snakke dansk, det var ret så mærkeligt. Tungen slog knuder en gang imellem, men jeg kan mærke at jeg bliver bedre til det, og det er dejligt. Jeg er også begyndt at tænke på engelsk nogle gange, det følelse altså super mærkeligt.

Vejret fredag var ret overskyet, det var lidt ærgerligt. Vi spiste frokost på båden og var ude og ro i kajak, hvilket mig og Denise er pænt dårlige. Vi kunne slet ikke finde ud af det. Denise havde aldrig prøvet det før og jeg har prøvet at sejle i kano en gang. Så det gik ikke så godt. Men der var bare så smukt.

Vi havde to nætter på ”vores” private ø. Vi sov i små hytter, det var så hyggeligt.
Vores privat ø

Mig i vores hyggelige hytte.

På øen havde de et par store hunde, den ene så ret åndskabsfuld ud, den havde sådan nogle onde øjne, men den var helt vild med mig. Jeg var nu mere vild med dens unger de var bare så søde.

Lørdag var det bare super vejr. Vi lå på stranden i solen det meste af dagen. Vi tog over til en anden ø Cat Ba og spiste frokost med en taxabåd. Vi var også i havet en enkelte gang, det var godt nok koldt.
Her er jeg på stranden, vi lå også i bikini og fik dejlig kolde drinks.

Vores taxabåd, den var ret usikker. Og jeg var usikker på om den ville klare hele vejen hjem fra Cat Ba, men det gik:-)

Om aftenen drak vi lidt drinks, der var happy houre fra 20-22, og Carlsberg øl for 1 $.

Søndag var det tid til at komme tilbage til Hanoi. Vejret var skønt om morgen, men jo nærmere vi kom på Hanoi jo mere skyet og toget blev det. Så nu er jeg tilbage i Hanoi, og jeg er blevet dejlig brun, SKØNT.

Workshop

2008-04-01T02:27:00.000-07:00

Mig og Thuy skulle afholde vores workshop i dag fra 8-11. Vi har forberedt os meget og jeg var faktisk ret nervøs fordi det jo skulle foregå på engelsk. Lars, Thue og Morten fra seminariet er i Vietnam og skulle med til vores Workshop. Udover dem kom også de andre danske studerende fra børnehaven Mie, Mai, Tina, Tina, Rasmus og Anine. Der skulle også komme nogle af lærerinderne fra Sao Mai, 21 i alt, Dr. Lan kom også.
Jeg havde lokket pigerne fra mit hus rigtig tidligt op. Jeg skulle jo være der i god tid og sætte projecteren til computeren til vores diasshow. Der sad vi så og ventede, da jeg havde fået det hele til at virke. Klokken blev 8 og 10 minutter over 8. det undrede os meget at der ikke var kommet nogle endnu, hverken lærerinderne, vores lærer, Dr. Lan eller nogle andre. Vi var sikre på det var kl. 8. for Lars havde skrevet det i mailen til os, og vi havde snakket med ham om det søndag, hvor vi var ude og spise med dem.

Klokken blev sørme også 8.20 og der var stadig ikke kommet nogle.

Her er jeg lidt træt af at vente på dem alle sammen og vil bare gerne have den workshop overstået.
Nåhh, men mine nervøsitet nåede da at forsvinde helt. Jeg synes det var lidt useriøst at ikke en gang Lars, Thue og Morten kom til tiden. Godt nok har vi hørt mange historier om at vietnameserne tit kommer når det passer dem, men det her kunne ikke passe.
Endelig fandt vi sekretæren, som også skulle oversætte fra engelsk til vietnamesisk. Hun forklarede os at det først var fra kl. 9, det havde vi sagt i sidste uge. Det har mig og Thuy aldrig snakket om, men okay, vi kunne jo ikke starte før folk kom.

Morten, Thue og Dr. Lan
Lars var syg og kom derfor ikke. Thue og Morten kom og det var rigtig rart.

Phuong som oversatte for os.
Min nervøsitet besluttede sig for at komme igen, og da vi startede kl. 9, var det med rystende hænder jeg prøvede at byde folk velkommen og læse hvad der stod på mit papir.

Generelt og kort synes jeg at workshoppen gik godt. Nervøsiteten forsvandt hurtigt igen. Der var enkelte misforståelser, hvor lærerinderne følte sig angrebet, hvilket bestemt ikke var meningen. Det er skide svært at forklare tingene på engelsk, kort og præcist så det kan oversættes til vietnamesisk uden der opstår misforståelser.
Vi fortalte om de ting der har undret os de 2 måneder vi har været der. Vi havde 3 emner struktur, frokost situationen og bevægelse. Jeg vil sige vi fik nogle gode diskussioner om emnerne og nogle få misforståelser, som tidligere nævnt. Det mest sjove var næsten at Dr. Lan midt imens mig og Thuy stod og snakkede gik ud og hentede the til Thue og Morten. Og hvis en mobil ringede tog de den også bare og sad og snakkede, det var både Dr. Lan og lærerinderne. Sådan kan jeg altså ikke forstå, det virker lidt som om de faktisk er ret ligeglade med hvad vi står og siger.
Jeg må indrømme at jeg gik lidt sort til sidst. Jeg prøvede at forklare noget, hvor de bare ikke forstod hvad jeg mente. Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige, for når jeg prøvede blev det endnu mere rodet og så blev det noget værre møg. Da havde jeg stået i næsten 3 timer og forklaret på engelsk, jeg kunne ikke mere. Thuy hjalp mig heldigvis. Rasmus og Anh Vu kom også lige på banen for at hjælpe, det var rart.
Vi fik ”grønt lys” fra ledelsen til at lave alle projekter.

De to første projekter jeg skal beskæftige mig med er, at jeg skal hjælpe to børn med at spise selv. Jeg håber det måske kan gøre frokosten mindre stressede for både børn og voksne. De voksne får mere tid til de børn de mader, hvis det kun 2-3 børn. De børn der spiser selv hjælper jeg jo så og de får min kontakt. Og desuden skal frokosten forlænges med 10 min. i en periode. Grunden til det er for at give børnene mere tid til at social udvikling og for at hjælpe dem til mere selvstændighed.
Det andet projekt går ud på at børnene får lov til at have noget free time, altså noget tid på dagen, hvor der ikke er planlægt hvad de skal lave. De kan rende rundt og skrige, danse, hoppe, kravle eller hvad de har lyst til. Nogle børn har brug for at bruge deres energi andre har måske brug for noget andet.
Så nu er bare med at se at komme i gang. Super dejligt at den workshop er overstået, det var ikke så slemt som forventet. Nu glæder jeg mig bare til at se de andres workshop i morgen.

Fantastisk hvid hud

2008-03-27T03:46:00.001-07:00

Bussen var fyldt i dag da jeg skulle hjemad fra arbejde. Jeg gik hen til døren i god tid da jeg skulle af, for at være sikker på at nå af. På et sæde i nærheden sidder en midaldrende dame med sin teenager søn ved siden af sig. Jeg tror i hvert fald det var hendes søn. Meget besværet strækker hun sig ud og rør/aer ved min arm, meget mærkeligt. Drengen ved siden af hende vender øjne af hende og sige noget til hende. Han lignede en der var ret flovt over hende. Hun kigger meget på mig, og smiler til mig og prøve igen at nå mig, men denne gang kan hun ikke. Drengen fortæller mig på engelsk, at hun synes, min hud er meget flot. Mærkelig fornemmelse at hun ville røre ved min hud, fordi jeg ser anderledes ud. Hud er vel hud. Hehe.
Her i Vietnam kan man få en masse creme som gør ens hudfarve lysere, nogle går med paraply når solen skinner og er meget fascineret af vores hudfarve. Det virker som om man altid vil have det man ikke har. I Danmark er det jo lige omvendt vi kan købe bruncreme, går i solarium og vil helst gerne være brune. Sådan er virkeligheden nok bare, man beundre det man ikke selv har.

Alt vendt op og ned

2008-03-27T03:46:00.000-07:00

Så er jeg tilbage på arbejde igen. Vi skal snart holde workshop, hvor Lars og Thue fra seminariet kommer. Workshoppen går ud på at vi skal fortælle om de ting der undre os og så skal vi diskutere dem.
Inden jeg tog til Sapa havde jeg planlagte hvilke emner jeg ville tale om på workshoppen. Det der undrer mig mest er at vi ikke bruger symbolkortene for at gøre dagen overskuelig for børnene. At børnene øver sig i at spise i specielle timer, og dem der er ”gode” får ikke lov til selv at spise til frokost. Og den sidste ting er, at børnene sidder rigtig meget ned og venter på at aktiviteter skal gå i gang.
Så tager jeg til væk fra Sao Mai i 5 dage og da jeg kommer tilbage har de ændret alle de ting. Symbolkortene bliver brugt rigtig meget nu, det havde vi så også snakket om inden jeg tog af sted så det er kun godt. I timerne er børnene delt i 2 i stedet for at sidde ved et stort bord. Det er for nemmere at kunne få alle børn med i undervisningen. Det havde vi også snakket om inden jeg tog af sted, men jeg troede faktisk ikke de ville tage det til sig. 2 af børnene spiser selv til frokost nu, det er jo helt fantastisk. Men hvad skal jeg nu snakke om til min workshop????
Jeg har heldigvis også andre ting, jeg har undret mig over. Det virkede bare så underligt at komme tilbage og så mange ting var ændret. Det var heldigvis kun en positiv omvæltning.

Sapa

2008-03-23T03:05:00.002-07:00

Vi pakkede vores store backpacker tasker, så vi var klar til at tage af sted. Orielle (en frivillig fra Sao Mai) skulle med os, så vi mødtes i vores hus. Hun havde kun en lille bitte taske med. Da jeg så blev jeg hel forbavset, og tænkte om jeg mon havde pakket for meget. Sådan plejer det at være med mig, jeg pakket altid alt for meget.
Der kom en mand og hentede os kl. 20. vi gik til tog stationen, fordi vi ikke gad vente på en taxa. Vores togvogn var nr. 17. vi gik langs toget og kiggede ind i de flotte, hyggelige kupeer, med store tykke madrasser. Toget på den anden side havde usle, beskidte kupeer med meget tynde madrasser. Vi grinede lidt af det, og synes det var rart vi ikke skulle have det tog. Men vi skulle ikke have grinet, for togvogn 17 var den allersidste og lignede det andet togs kupeer. Vores kupe var beskidt og snusket, sengene var bare så hårde. Det værste var næsten toilettet, som var et hul ned til skinnerne. Så man kunne ikke sidde ned, vi måtte står på hug. Vi kunne ikke lade være med at grine af det. Vi delte vores kupe med en ung mand fra Australien. Jeg sov nederst og fik da sovet en del den nat. Jeg vågnede godt nok mange gange, men det var okay.
Vi skulle ankomme med toget kl. 5.30. Orielle havde sat sit ur til at vække os. Men det ringede åbenbart ikke. Lige pludselig siger Mai bare, jeg tror vi skal af nu, og så var det med at komme op og få samlet alle ting sammen. En meget sur mand bankede på vores dør. Vi skulle også nå at tisse, for vi skulle ud og køre i bus i en time. Det hele gik meget stærkt, men vi huskede og nåede alt.
I toget:

Det var meget toget og diset så vi kunne ikke se så meget på busturen. Vi kørte op i bjerget, kom til Sapa og fandt hotellet.
Det var meningen vi skulle på vandre tur og så på homestay den dag, men det havde de ændre så der var byttet om på dagene. Så vi tjekkede ind på hotellet, fik et hurtigt bad og morgenmad og så skulle vi på tur.
Vores guide var en ung pige på 18 år, hun var smadder sød og sjov. Vi skulle til en landsby der hedder Catcat. Vi gik ned af bjerget for at komme til landsbyen. På vejen mødet vi en kæmpe okse, vildsvin med unger som bare gik der i vejsiden. Vi så rismarker og bjerge det var bare så flot. Man skal betale for at komme ind i landsbyerne, det var en del af vores tur så vi havde allerede betalt.
Vi gik på en lille sti ned af bjerget og så de få huse i landsbyen og menneskerne, som var fra en speciel stamme og havde specielt tøj på.
Vi så et flot vandfald, hvor vi holdte pause. Og så var det ellers tilbage til hotellet og det gik opad. Det var så hårdt og solen bagte på os. Vi tog en smut vej op af en meget stejl, lidt mudret bakke.
Eftermiddagen havde vi for os selv. Vi gik rundt i Sapa, så på butikker, folk og var inde forskellige steder og få lidt og drikke, det var smadder hyggeligt. Om aftenen spiste vi på hotellet og gik ud og fik en øl, alt strømmen var gået. Vi sad meget stearinlys og drak øl.

Billeder fra første dag:
Okse

Rismarker

Vandfaldet:

Smut vejen:

Øl i mørke:

Anden dag regnede det helt vildt da vi spiste morgenmad, så vi frygtede for resten af dagen. Da vi kom af sted havde vi regnslagene parate. Vi fik da også brug for dem, men kun en enkelt gang og det var kun en lille byge. Denne dag var ikke så fysisk hård, det var mere koncentrationen der virkelig skulle bruges. Vi skulle gå på sten og på line på mellem rismarkerne. Vi havde små vietnamesiske damer med på turen, en til os hver til at hjælpe os. De var lidt irriterende i starten, og jeg viste ikke rigtig hvorfor de skulle med os, men det var rigtig dejligt med en hånd når det var alt for svært at komme over vandet og fra sten til sten.
Vi ankom til vores homestay omkring kl. 15. Jeg blev altså lidt skuffet. Jeg havde regnet med at det var et lille bitte hus, hvor vi skulle sidde på gulvet og spise, og sove på sivmåtter mellem vietnameser mor og vietnameser far. Men sådan var det ikke. Det var nærmest bygget til turister, og der var dejlig tykke madrasser og myggenet. Vi var 11 turister der boede der den nat.
I byen var der ikke meget at se så det var hurtigt overstået. Det var nogle lange timer fra vi ankom og til vi skulle spise. Vi gik tidligt i seng og sov så fantastisk.
Billeder fra Homestay

Dejlig prinsesse-seng

Så skal døren lukkes:

Sidste dag skulle vi igennem en bambusskov og hen til en anden lille landsby. Mine kræfter var sluppet op, jeg følte slet ikke jeg kunne noget som helst og min stakkels krop var så øm. Stierne var meget mudret så det var meget svært at gå. Vi gled rundt. Denne dag var heldigvis ikke så lang som dagen forinden. Det havde jeg aldrig klaret. Jeg svedte som et svin og solen brændte igen ned. Tilbage på hotellet fik vi snuppet et bad og fik lidt aftens mad og så var det ellers med bussen til stationen og toget tilbage til Hanoi.

Mine sko efter en tur gennem bambusskoven.

I Sapa området er der 5 forskellige minoriteter. I hver af de landsbyer vi har set, boede der forskellige minoriteter. De forskellige stammer har forskelligt tøj på. Nogle har røde tørklæder på hovedet, andre har sorte bukser og forskellige farver bluser og andre har blåt tøj på.

Billeder af de forskellige tøjbeklædninger.

Det var en kanon smuk og god tur, men den var også frygtelig hård. Jeg har fået dejlig brune arme og lidt farve i hovedet.
Da jeg kom hjem i morges var der kommet mail fra mormor og morfar, Mia og Camilla. Jeg begyndte bare at tude da jeg læste jeres mail. Jeg savner jer alle sammen så meget. Men bare rolig jeg er blevet glad igen, prøv lige at tænke på hvor meget jeg oplever.

En mand som bære mad til okserne

En families hus midt nede på bjerget

Den smukke natur

Målformulering, opg. c

2008-03-23T03:05:00.001-07:00

1. mål: Jeg vil sætte mig ind i og prøve at få en forståelse af landets kultur.

Hvordan: Jeg vil læse om kulturen, tage rundt i landet, tage på forskellige museer, deltage i arrangementer jeg bliver inviteret til og snakke med de indfødte jeg møder.

Målet er opnået, når jeg har sat mig ind i kulturen og når jeg forstår nogle af de ting vietnameserne gør. Jeg vil løbende reflektere over det på min blog.

2. mål: Jeg vil sætte mig ind kulturen og pædagogikken på Sao Mai center.

Hvordan: Jeg vil snakke med lærerinderne i klasserne, med de andre frivillige og med dr. Lan, som er leder på Sao Mai om kulturen og pædagogikken.

Målet er opnået når, jeg har fået en forståelse af hverdagen. Jeg vil reflektere over det på bloggen.

3. mål: Jeg vil deltage aktivt i hverdagen i klassen. Jeg vil gå i dialog med lærerinderne om situationer, som anderledes end det jeg kender til.

Hvordan: Jeg vil hjælpe lærerinderne igennem dagen, være åben, nysgerrig og villig til at lære og lære fra mig.

Målet er opnået når jeg kan se at jeg har fået svar på mine undrende spørgsmål eller i hvert fald diskuteret dem med lærerinderne, dr. Lan (og evt. de andre frivillige på stedet).

4. mål: Jeg vil arbejde med min kommunikation til børnene og lærerinderne. Jeg vil være åben for at lærer ord, sætninger og vendinger på vietnamesisk.

Hvordan: Jeg vil snakke dansk eller engelsk til børnene. Jeg vil i dialogen lægge stor vægt på kropssprog og toneleje, for at tydeliggøre for børnene, hvad jeg siger til dem.
I dialogen med lærerinderne vil jeg tale langsomt og tydeligt og også bruge kropssprog, da ikke alle lærerinder er så gode til engelsk.
Jeg vil tilegne mig viden om sproget ved at spørge lærerinderne og være åben for at lærer nye ord. Jeg vil tælle sammen med børnene og øve forskellige dyrenavne med dem.

Målet er opnået når min kommunikation er forbedret.

5. mål: Jeg vil udnytte af jeg ikke er en del af normeringen.

Hvordan:
- Da jeg ikke er en del af normeringen vil jeg prøve at være i forskellige klasser for at se forskellen fra klasse til klasse.
- Jeg vil lave forskellige forløb med et enkelt barn eller en hel børnegruppe (gerne noget med bevægelse, da jeg synes børnene sidder meget stille i løbet af dagen).

Målet er opnået når jeg har fået indsigt i hverdagen i forskellige klasser/aldersgrupper. Og når jeg har lavet forskellige projekter og forløb. Projekterne/forløbene vil jeg evaluere med lærerinderne og dr. Lan.
Jeg vil beskrive, forklare og evaluere mine projekter/forløb på bloggen.

Sao Mai

2008-03-19T03:24:00.000-07:00

Ny dreng

Der er kommet en ny dreng i klassen, eller det vil sige han har været der et stykke tid nu. Han græder hver dag, stort set hele dagen. Der er bare ingen der gør noget, og hvis jeg spørger hvorfor han græder får jeg af vide at det er fordi han er ny. Måske der kunne være en anden grund, eller man skulle prøve at gøre noget. Nåhh men det blev altså mit projekt, at prøve at få ham til at føler sig tryg på Sao Mai, i klassen, ved mig, børnene og lærerinderne.
Jeg startede med at tage ham op i visiter rummet. Og så blev der ellers sunget danske børnesange, da jeg havde observeret at han var mere rolig når vi sang i klassen. Den første gang grad han stadig meget i starten. Vi tegnede, hvilket han er meget glad for og sang og sang. Til sidst faldt han til ro. Han nyder også at kigge på de tal vi har, og putte ting ud af den ene skål og putte dem op i den anden. Der gik et par dage, hvor jeg havde ham med der oppe og jeg kunne jo ikke blive ved med at tage ham ud af klassen. han grad ikke længere når vi var i visiter rummet, han stoppe faktisk med at græde så snart vi kom ud på trappen.
Min tanke var så at prøve at lave ting med ham i klassen, imens de andre børn havde undervisning. På den måde tænkte jeg han kunne vænne sig til at alle børnene var omkring ham og samtidig føle sig tryg fordi han havde min fulde kontakt. Ind til videre har jeg kun prøvet det en gang, men det virkede godt. Han faldt til ro og vi lavede puslespil, mens de andre legede med klodser. Da de andre var færdige med klodserne, var de helt vildt interesseret i hvad vi lavede og vi måtte også stoppe. Drengen var med til næste time uden og græde. I går græd han slet ikke. Nu må vi se, hvordan det går, hvis han stadig græder forsætter jeg mit lille projekt.

At være sig selv og gøre som man plejer.

Ann, som er fra England, og som har undervist lærerinderne i hvordan man mest lærer fra sig i et 1 år nu, var i klassen i dag for at se hvordan lærerinderne underviste børnene. Anh, som er engelsk vietnameser, var med for at oversætte. Så synes jeg bare det er så irriterende at lærerinderne ikke er/gør som de plejer, det var de heller ikke da de danske studerende var der.
Det var lige som om de prøvede at please Ann, gøre alt det hun gerne ville have. Det er jo på en måde forståeligt nok, at de gerne vil have det til at se ud som om alt et perfekt.
De brugte symbolkortene ved hver aktivitet, det plejer de slet ikke. De har brugt dem en sjælden gang på det sidste, efter jeg er brugt dem (tror jeg). Altså de bliver hængt op hver dag, i voksen højde, men næsten aldrig vist til børnene, hvilket jeg synes er ærgerligt. Men i dag brugte de dem flittigt. De var også meget mere obs på at få alle børn med i aktiviteten, eller i hvert fald gøre et større forsøg end normalt, de skældte ikke lige så meget ud og sådan.
Ihh altså så var det mig der skulle sidde og sige til Anh og Ann, at det altså ikke plejede at være sådan. Og det havde jeg det bare rigtig dårligt med. På den anden side er det jo for børnenes bedste. Jeg kom også med nogle forslag til hvad vi kunne gøre anderledes.Jeg fik også snakket med lærerinderne om jeg gerne vil lave nogle ting med hele børnegruppen og sådan nogle ting. Det var rigtig rart. De er bange for at spørge mig om at gøre ting, fordi de er bange for jeg ikke vil eller føler det for uoverskueligt. Plus de har givet mig i ”nemme” børn i spisesituationerne, hvilket jeg havde observeret, men ikke rigtig vidst hvordan jeg skulle forklare at de ikke behøvede. Jeg har prøvet, at sige jeg godt kunne hjælpe mere end et barn med at spise. De andre lærerinder sidder med 4 eller 5 børn og jeg har et… hmm men de siger bare det ikke er nødvendigt. Ang siger jeg skal bare gøre ting, lade hver med at spørger hele tiden, for lærerinderne vil gøre det let for mig så jeg kan lide at være der. Det bliver bare lidt kedeligt i længden hvis man ikke får lov til at lave noget.

Weekend

2008-03-15T22:13:00.002-07:00

Fredag havde vi alle fri, og vi tog ind til Hoan Kiem søen. Vi shoppede og bestilte vores tur til Sapa. Vi tage af sted onsdag aften og kommer hjem igen søndag morgen. Vi skal ud og se forskellige små landsbyer og bo på homestay den ene nat. Der skulle være rigtig smukt der oppe og helt frisk luft, imod sætning til her i Hanoi, hvor der er så meget os osv.
Om aftenen var vi på markedet, Hanois største. Vi tog bussen der ud og havde lidt problemer med at finde det. Vi stod af et stop for sent og måtte tage bussen tilbage igen. Markedet var en lang gade med butikker i midten. Så man skulle hele vejen ned af den ene side og så den anden side bagefter. Det var en meget lang gade. Da vi havde gået hele den ene vej, viste det sig at vi endte nede vi Hoan Kiem søen, så vi havde slet ikke behøvet have alt det besvær med at tage bussen. Nåhh men vi fik da i hvert fald en tur ud af det. Og vi fik købt en masse ting på markedet.

Lørdag tog vi igen op til søen, vi skulle nemlig have købt store backpacker tasker til alle vores ture rundt i Vietnam. Vi skulle alle sammen have en, og så var det bare om at prutte med prisen. Vi var bare så gode til og vi fik nogle gode tasker. Jeg købte både en stor og lille, hvis nu vi skal på endags tur eller noget.

Om aftenen var vi ude og spise sushi. Jeg var ikke meget for det, men jeg havde lovet de andre at prøve det, inden vi tog af sted. Jeg må sige det absolut ikke er noget for mig. Tangen smagte ikke godt og sojaen var heller ikke god. Fisken i sig selv var ikke slem, den smagte faktisk ikke af så meget, men det var en speciel oplevelse. Vi fik nogle bønner, de smagte rigtig godt, så jeg spise næsten dem alle sammen.
Vi sad på række og foran os kørte tallerkner rundt på et bånd. På tallerknerne var alle mulige små retter, man kunne tage. Tallerknerne havde forskellige farver, alt efter hvad de kostede. Det var sådan en slags buffet. Vi bestilte bare noget forskelligt hos tjeneren, det var en meget god måde. Vi fik da i hvert fald smagt noget forskelligt.

Efter aftensmaden tog vi ind til søen igen og fik nogle øl og drinks inden vi tog hjem i seng.

Koto

2008-03-15T22:13:00.001-07:00

Koto er en restaurant, hvor unge som har levet på gaden arbejder. De unge kommer tit til Hanoi, oppe fra bjerge af, for at få en uddannelse. Det er svært for nogle af dem, og det ender med at de ikke har noget arbejde eller noget sted at bo. Koto hjælpe de unge og lærer dem op til at lave mad og servere den.
Hver mandag aften er der komsammen på Koto Træningscenter for de unge og frivillige. Det er meningen at vi frivillige skal snakke engelsk med de unge så de bliver bedre og ellers bare have det sjovt. I mandags var jeg med. Vi sang kereoke, spillede twister og sjippede. Det var en rigtig god aften.

Det lød ikke så godt da vi sang, men vi havde det sjovt. Jeg skulle synge Hotel Californien sammen med en dreng, vi kunne kun onkværdet så jeg er sikker på det lød forfærdeligt:-)

På mandag skal mig og Mie der hen, der skal vi spille spil og lave forskellige ting udenfor fx volleyball.

Women's day

2008-03-11T05:21:00.002-07:00

Lørdag d. 8. marts var det women's day. Det er en ting de går meget op i, i Vietnam. Alle steder kunne man købe bloster, og alle damer og lærerinder får blomster. På Sao Mai fejrede de det om fredagen, hvor jeg havde fri, så jeg var desværre ikke med til det. Mai, Mie og Tina havde fået rigtig mange gaver og blomster af forældrene. Jeg havde ikke regnet med at få noget fordi, jeg havde fri og jeg næsten aldrig ser forældrene, da børnene afleveres og hentes ude ved trappen. Da jeg kom på arbejde mandag morgen fik jeg et ”happy womens day”-kort som var fra en af forældrene. Jeg blev bare så glad, det var rigtig sødt at hende.

På kortet står der: Wishing you a day that's just like you... really special... From Quang Huy's mother. Thanks for helping our kids.

Flinke vietnamesere

2008-03-11T05:21:00.001-07:00

Jeg har mødt sådan en sød vietnamesisk mand. Jeg synes ellers ikke at vietnameserne har været så søde ved os, som jeg havde regnet med hjemmefra. De glor, bare mærkeligt på os, og spørger vi om noget forstår de ingenting. Men den gamle mand, jeg mødte en regnfuld fredag, var bare så sød. Jeg var lige stået af bussen på vej på arbejde, og det regnede. Så kom han hen og sagde: ”Sao Mai”. Og jeg svarede, at det var der jeg skulle hen. Han gav mig sin paraply og forklarede mig på sit bedste kropssprog, at han havde sin hat så han behøvede ikke sin paraply. Så fulgtes vi hele vejen, han arbejde lige ved siden af Sao Mai. Han spurgte om alt på vietnamesisk og jeg svarede bare på engelsk. Jeg ved ikke om jeg svarede rigtig eller han forstod det, men jeg prøvede. Vi har fulgtes nogle dage efter også, hvis vi har været med den samme bus. Det var en meget sød gammel mand.
I bussen møder jeg også søde menneske, som gør plads til mig så jeg kan holde fast og sådan, det er dejligt.
Børnene som bor lige overfor os, er også så søde. De råber altid heello efter os og på billedet hjælper de Mie og Mai med at bære deres poser.

Studerende fra DK

2008-03-11T05:21:00.000-07:00

For et stykke tid siden fik jeg en mail fra 4 studerende fra Odense pædagogseminarium, som skulle på studietur til Vietnam. De ville meget gerne ud og se Sao Mai og være der en dag. Så vi aftalte at de skulle komme mandag d. 10 marts.
Der var to piger i min klasse og to piger i Thuys klasse. De havde deres lærer med som gik lidt frem og tilbage. I frokostpausen lavet de et interview med os, hvor de havde forberedt gode spørgsmål.
Pigerne havde taget papir og farveblyanter med til børnene og ville gerne tegne med dem. Lærerinderne var med på at pigerne lavede noget med børnene, men da de så farveblyanterne, synes de vist ikke rigtig om det. Vi blev ved med at spørge om, hvorfor det ikke var en god ide. Jeg tror, hun prøvede at forklare os at børnene ikke kunne tegne flot. Vi sagde at det ikke gjorde noget, og jeg forklarede, jeg også tegnede med børnene til mit en-til-en og at det gik fint, og vi fik lov. Nogle af børnene synes det var rigtig sjovt og der blev helt ro i klassen. Andre legede bare med farveblyanterne. Lærerinderne gik meget op i at børnene tegnede med højre hånd, og de styrede nogle gange børnenes hånde og tegnede f.eks. en sol. Det undre mig lidt, de går så meget op i at det ligner noget, det var slet ikke de danske studerendes hensigt.Her er nogle billeder fra dagen.

Ole (de studerendes lærer) gav et nummer på sin guitar. Mester Jacob findes også på vietnamesisk, og lærerinderne sang for fuld skrue.

Undervisning/leg

2008-03-07T09:34:00.002-08:00

I får lige et par film til. Det er et par eksemplar på undervisning.
Her sidder børnene og leger med noget lego. De lærer om farver og former når de leger med lego. Drengene her hygger sig gevaldigt med at skubbe lego på gulvet og samle det op igen. Havde lærerinderne set det, er jeg sikker på de ville have sagt at drengene skulle holde op og sidde pænt på stolene.

Her sidder børnene på rad og række og lærer at spise. I koppen er der chips. Nogle af børnene er faktisk ret gode, så jeg forstår ikke at de ikke får lov at spise selv til frokost. Det er kun sket en gang og det var fordi der var rigtig mange børn og næsten ingen lærerinder.

Vi spiller også bowling. Det er en rigtig god ide synes jeg, og børnene synes det er rigtig sjovt. Det er bare lidt ærgerligt at lærerinderne styrer børnenes arm. De kunne sagtens selv ramme keglen, hvis de stod tættere på. Jeg prøvede at forklare lærerinderne det, de lod børnene prøve. Børnene stod helt op af keglen, men de fleste ramte og det gav succes. De blev bare så glade.

Institutionsbeskrivelse, opg B, fagligt element

2008-03-07T09:34:00.000-08:00

Institutionsbeskrivelse (efter 4. uger)

Sao Mai – Morning Star Center

Dr. Lan er lederen og opretteren af Sao Mai som er en institution for fysisk og psykisk handicappede børn og unge. Dr. Lan er uddannet psykiater. Før hun åbnede Sao Mai arbejdede hun på et hospital. Hun fik mulighed for at rejse til Holland, hvor hun blev inspireret til at oprette en institution for handicappede børn.
Efter at have fået godkendelse af staten åbnede hun det første sted i 1995, som hedder Bach Mai. Der var plads til ca. 20 børn og kun få lærer tilknyttet til stedet. Sao Mai består 2 institutioner nu, Bach Mai og Sao Mai.
Begge institutioner er Non Goverment Organizations (NGO), det betyder at de ikke får nogen penge fra staten, men fra donationer, fonder og forældrebetalinger.

Sao Mai:

I juni 2005 blev Sao Mai åbnet. På Sao Mai er der 162 børn. Børnene er fra 18 mdr. til 16 år. På 2. etage er de små klasser, hvor børnene er fra 18 mdr. til 5 år. På 3. og 5. etage er skolebørnene som er fra 6 til 16 år.
På Bach Mai er der nu 22 børn i alderen 3-16 år. I hver klasse er der ca. 10-12 børn og 3 lærer til hver klasse.

Sao Mai ligger i udkanten af Hanoi. Det er et område med mange højehuse, som er hoteller og kontoer. Sao Mai ligger et af Hanois pænere kvarterer.

Børnene får undervisning hver dag. Målet på Sao Mai er at lære børnene at klare sig selv i hverdagen.
En typisk dag i min klasse, hvor børnene er 2-3 år:
Børnene kommer mellem 8.00 og halv 9. Når alle børn er kommet, er der morgensang. Her kommer børnene en efter en op til lærerinderne siger godmorgen og der bliver sunget en sang.
Dernæst er der undervisning. Det kan være i form af læring om ord, at spise, former, farver osv. Bagefter er der som regel leg med forskellige redskaber fx bolde, trampolin, musik og dans også sådan eller bare fri leg.
Undervisningen forgår ved at alle børnene sidder rundt om et bord sammen med lærerinderne og f.eks. skal gentage de ord de siger, samtidig med at de ser et billede af tingen. Andre gange sidder de rundt om bordet, som er fyldt med klodser, en af gangen kommer de op til en lærerinde ved et andet bord og bliver undervist enkeltvis.
Kl. 10.15 gøres det klar til frokost. Borde og stole sættes op og børnene sættes der. Alle børn mades.
Kl. 11.15 gøres klar til at børnene skal sove til middag og 11.30 ligge alle klar. De sover indtil kl. 14.00.
Efter middagsluren er det snacks tid, hvor børnene får chips, brød eller lign. Og mælk og grød til.
Ca. 14.30 er der undervisning igen. Efterfølgende er der fx musikundervisning eller igen fri leg.
Børnene bliver hentet mellem 15.30 og 17.00.

Billder af klassen:

Struktur-tavlen, som laves næsten hver morgen. Det er forskelligt hvor meget den bruges i de forskellige klasser.

Vindue, som børnene elsker at stå på en stol og kigge ud af. Og plakter.

I skabet til højre er alt klassens legetøj. I papkasserne er sove-ting, hovedpuder, tæpper og sådan. Skabet til venstret er et voksen skab, med de voksens ting, tasker, mappaer, blender osv.

Her er borde og stole pakket sammen, reolen med børnenes tasker er bag stolene. Ved siden af borderne er et stativ, hvor der hænger klude til tørre.

Forældrene betaler for at deres børn går på Sao Mai. Det koster 50 dollar + mad om måneden. Nogle familier er så fattige at de ikke har råd il at betale så mange penge, så de betaler mindre (ca. 20-25 dollar) da Dr. Lan gerne vil hjælpe disse børn også.

Der er 68 ansatte på Sao Mai. Der er lærerinderne, doktorere, sygeplejersker, psykologer, psykiatere, talepædagoger og 2 rebiliterings teknikere.
Lærerinderne er uddannet på universitet. Der er forskellige uddannelser som lærerinde, med forskellige længde. Nogle har bachelor og andre har ikke. Det vil sige, at der også er forskel på hvad de får i løn. En god lærerinde får 1.000.000 dong om måneden, som ca. svarer til 350 kr. Mange af lærerinderne er meget unge og har små børn, og når de kommer hjem fra arbejde skal de sørge for familien. Der er altså ingen tid til at forberede noget undervisning, det bliver gjort lige inden den starter. Derfor kan undervisningen godt være lidt uforudsigelig og planlægges i sidste øjeblik. De har dog et skema, hvor der står hvilke emner eller områder undervisningen skal handle om den dag og det tidspunkt (f.eks. torsdag formiddag – kommunikation). Sådan er det ikke i alle klasser, men det forgår sådan i min klasse.
Sao Mai har åbent mandag til lørdag fra 7.30-16.30. Jeg har fri 16.30 hver dag og det er ikke sket endnu at alle børn er hentet der, så lærerinderne kan gå hjem, så deres dag er tit længere. Lærerinderne arbejder ikke hver lørdag, det går på skift fordi der ikke er lige så mange børn der.
På Sao Mai er der mange frivillige fra mange forskellige lande. Det svinger, hvor mange frivillige der er og hvor længe de skal være der. Lige nu er vi 2 fra Danmark, 1 fra Californien, 1 fra England og en fra et sted i USA. Der er et visiter-rum til os, hvor vi tilbringer vores pause. Vi spiser frokost sammen i cafeen som hører til institutionen. Her hjælper de største børn til med at servicer kunderne.

Billeder af vores visiter-room:

Det første billede er af vores en-til-en hjørne. Det er her vi leger med børnene. Det andet billede er vores store dejlige sofaer, hvor vi sover til middag i pausen.

Film

2008-03-07T08:26:00.000-08:00

Jeg har haft problemer med mit kamera og min computer. Min computer ville af en eller anden mærkelig grund ikke afspille de film jeg havde taget, men nu virker det. Så nu skal i få film.

Her sidder børnene klar til undervisning og venter på lærerne finder på noget. Hvis de bliver trætte af at sidde stille og rejser sig, blive de sat på plads igen. Jeg synes de er meget tålmodige, de små børn.

En lærerinde underholder en lille smule. Børnene skal stadig sidde stille og pænt på stolene og vente.

Nu har børnene fået nogle billeder at kigge på, men det er ikke alle børn der har været heldige at få et. Det virker tit som om det er de "gode" børn, der får tingene eller inddrages i undervisningen.

Påskeæg fra Danmark:-)

2008-03-05T03:25:00.001-08:00

I søndags fik jeg et opkald på mit vietnamesiske telefonnummer, af en herre der snakkede danske, selvom opkaldet også kom fra et vietnamesisk nr. Han fortalte at han var fra Danmark og nu var på ferie i Hanoi. Jeg tænkte og tænkte, hvem det kunne være, om han bare havde været på min blog og finde mit nr. Til sagde han at vi havde en fælles bekendt i Danmark, som havde givet ham et brev med til Hanoi og det brev var til mig. Meget spændende. Vores fælles bekendte er Tage, min hovedsponsor til min Vietnamstur (og min fars kones far).
Jeg ville gerne have mødes med Erling, som herren der ringede hedder. Det kunne ikke lade sig gøre, da de skulle ud og se en masse ting og jeg jo arbejder. Så han ville ligge brevet i receptionen, og så kunne jeg hente det der. Han ville ringe igen dagen efter. Han fik desværre ikke fat i mig, så tirsdag tog jeg ud på hans hotel i håb om han havde lagt brevet der. Jeg forklarede vidt og bredt, tegnede og fortalte, men der var ikke noget til mig, og ingen mand på hotellet der hed sådan. Øv, øv jeg var bare så nysgerrig.
I går fik jeg kontakt til Erling igen og han ville ligge brevet der så jeg kunne hente det. Igen mente de ikke på hotellet at der var noget brev til mig. Jeg var meget insisterende og sikker i min sag denne gang, og sagde de var nød til at finde det brev. Og de fandt det.
Det var nu nærmere en pakke end et brev, måske derfor de ikke kunne finde det. I pakken var 5 store poser slik, en rigtig fin bluse og et sødt kort med en påskehilsen. Det var bare super dejligt, jeg har savnet rigtig dansk slik. Man kan dog få m og m’s, snickers og sådan. Men det er skønt med rigtige vingummier og lakridser. Helt fantastisk at få en pakke hjemmefra, det tager jo nærmest flere måneder med posten. En stor tak til Tage og Lise Lotte.

EN-TIL-EN

2008-03-05T03:25:00.000-08:00

Jeg har nu fået lov til at lave et en-til-en forløb med to børn. Den ene er drengen, som jeg tidligere har skrevet jeg var bekymret for. Den anden er en pige, på 2 år. Mig og Oriell (en frivllig, som også lave en-til-en ”undervisning”) har lavet et hjørne visiter-rummet om til legehjørne. Det er her vi tager børnene med op, når vi har en-til-en. Vi har købt lidt forskelligt legetøj, bøger, farver og sådan.
Jeg har tænkt mig at tage børnene med på skift to gange om ugen hver. Den ene gang i legehjørnet, i håb om at forbedre koncentrationen, holde fokus i længere tid, finmotorikken, sproget mellem os osv.
Den anden dag, har tænkt at vi går i motorikrummet for at få styrket grovmotorikken og få brugt noget energi. I motorikrummet er der store bolde, balance bom, rutschebane, cykler, trapper, ribber, trampolin osv. Så der skulle være massere af ting, vi kan bruge der.
Under hele forløbet vil jeg fokusere på at børnene får meget positiv kontakt, da jeg nogle gange synes børnene får meget negativ kontakt gennem dagen.
Jeg har ikke planlagt, hvor længe forløbet skal vare endnu, men håber på jeg kan nå at se en udvikling.

Det bliver rigtig rart at komme i gang med noget andet. Jeg kan godt mærke at det nogle gange er rigtig hårdt at være i klassen. Det er svært for mig at forklare børnene, hvad jeg gerne vil have dem til. Jeg synes, jeg har skullet arbejde meget med mit kropssprog (og prøver stadig at gøre det bedre). I starten havde jeg f.eks. svært ved noget så simpelt som at se sur ud, hvis det var noget jeg ikke ville have børnene gjorde. Jeg tror, at anerkendelsen der hjemmefra sidder rigtig godt fast, jeg vil meget gerne forklare børnene, hvorfor de ikke må gøre som de gør, eller hvorfor det de gør er godt. Det kan jeg bare ikke.
Mange af børnene gør ikke som lærerinderne siger, før der bliver taget fat i dem. F.eks. sætter de sig ikke ned på stolen, før en lærerinde tager fat i dem, og sætter dem hen på stolen. Det synes, faktisk er rigtig svært for det har jeg ikke lyst til at gøre. Jeg vil ikke tage fat i børnene, som lærerinderne gør da jeg synes det er overskridende og nogle gange tvang. Så nogle gange er det rigtig svært, for børnene må ikke rejse sig fra stolen i undervisningen. Lærerinderne siger jeg skal være mere hård, men jeg vil heller ikke overskride min egen og børnenes grænse. Jeg kunne aldrig finde på at tage fat i et barn på den måde i Danmark og jeg vil heller ikke gøre det her.
Jeg vil rigtig gerne have lavet sådan nogle board makers, i ved sådan nogle symbolkort. Disse kort kan gøre tingene visuelle for børnene, og måske gøre det nemmer at forstå for dem (og måske nemmere at forklare for mig).

Bekymring

2008-02-28T02:51:00.000-08:00

Min bekymring går mest på Tai. Han er lige fyldt 2 år. Hans udvikling er længere tilbage end de andres børns. Han er et tumle barn, som ikke helt har styr på motorikken. Han falder tit og går usikkert. Til gengæld er han rigtig nysgerrig, alt skal prøves og opleves. Han klatre højt op på stole, og han skal røre ved alt. Han putter mange ting i munden og mister hurtigt fokus, hvis der forgår andre ting i rummet. Han bider de andre børn eller river dem, hvis de fx tager hans legetøj eller hvis de er i vejen.
Tai får meget negativ opmærksomhed gennem dagen. Hele tiden er der nogle der retter på ham, fordi han ikke sidder stille, rejser sig fra stolen, river, bider, klatre op på ting, ser/rør de spændende ting børnene ikke må lege/kigge på og alligevel står i børnehøjde. Det skal også tilføjes, at han hver morgen får mange kys og kram. Mange af lærerinderne er helt vild med ham, og kommer ind og siger godmorgen, kysser og krammer. Jeg tror, bare ikke det kan opveje alt den negative kontakt han får i løbet af dagen. Jeg synes, det er vigtigt at tage hensyn til børnenes forskellige udviklingstrin og kunne godt tænke mig at lave noget andet med Tai imens de andre børn får undervisning. Jeg har ikke observeret ham så længe, men det jeg har set indtil videre, er en dreng der ikke får så meget ud af undervisningen. Han er ikke opmærksom på, hvad der sker, måske fordi der er så mange børn om et bord og en masse ventetid til hver enkelt barn får opmærksomheden. Jeg ville gerne øve noget motorik med ham, jeg er sikker på at han kan kravle f.eks. Og så kunne jeg godt tænke mig at lave nogle en-til-en øvelser med ham, med legetøj, klodser, billeder osv. For at se om det ville øge han koncentration. Så jeg skal have snakket med lærerinderne om det er okay.

Omstillingsparate børn???!!!

2008-02-26T04:32:00.000-08:00

Mandag formmiddag gik som planlagt med undervisning, leg, frokost og middagslur. Eftermiddagen var også planlagt med snack, undervisning, leg og farvel. Billederne af aktiviteterne var sat op på række som sædvanligt, så børnene kan følge med. (Billedet er ikke fra den dag, men er bare for at vise hvordan travlen ser ud).

Pludselig kommer der en forældre ind, vi skulle lige til at have undervisning. Lærerinderne begynder at flytte rundt på de borde vi ellers lige havde sat op, forælderen finder en masse slik frem. Jeg var helt forvirret og vist ikke hvad der nu forgik, det tror jeg heller ikke børnene viste. Jeg fik til sidst af vide, at et barn havde fødselsdag og det skulle fejres. Jeg tror, de havde glemt alt om det, det virkede i hvert fald meget sådan. Bordene blev hurtigt arrangeret, og to andre klasser kom til fødselsdag. Nogle børn grad i starten, måske fordi de ikke viste, hvad der nu skulle ske, eller måske fordi der var så mange mennesker. Efter lidt tid faldt de dog til ro igen.
Der var så meget slik, det var helt vildt, men til sidst fik de da spist det meste. Der var sang og musik og jeg stod for at tage billeder. Det var meget hyggeligt.

En anden spøjs ting, er når børnene ser DVD. Så vidt jeg har forstået er det mandag formiddag og fredag eftermiddag ca. ½ time hver gang. Det er den samme DVD de ser hver gang, en kareoke DVD med børnesange, og så er der skruet op for fuld skrue. Det er alle klasserne på 2. etage, der er samlet, så der er rigtig mange børn. Lærerinderne bruger meget tid på at få børnene til at sidde stille. Nogle børn vil gerne danse, men det må de ikke. Men det mest mærkelige er, når lærerinderne more sig over, hvordan de kan skræmme børnene til at sætte sig ned ved at kigge ondt på dem, når de giver hinanden massage, eller når de står i baggrunden og snakker så højt at det overdøver den alt igennem trængende musik. Det virker som om børnene ikke rager dem en pind, lige i den halve time. Efter en halv time skynder alle sig tilbage i deres klasse og forsætter dagen.

Nye børn
Når et nyt barn skal starte er indkøring væsentlig kortere end i Danmark. I dag kom der et nyt barn med sine forældre. Forældrene var der i ca. 10 min., hvor de snakkede med en af lærerinderne. Der efter gik de og barnet blev. Han var ked af det, det meste af formiddagen, men det hele var jo også nyt. Han var med til at sove til middag og det hele, og blev hentet omkring kl. 4, en meget lang første dag. Hans forældre har været og snakke med dr. Lan inden selvfølgelig, men jeg har aldrig set dem før, og er ikke sikker på de har set nogle af lærerinderne i klassen før. I Danmark er forældrene i institutionen de første dage, sammen med barnet, og det har som regel korte dage til at starte med. Der er en pædagog der har ”et øje” på det nye barn hele tiden. Det er det jeg har oplevet. Her var der ingen der trøstede det nye barn, når det grad, kun mig. Det var virkelig svært for der var ikke noget der hjælp, men jeg prøvede mit bedste…Så sådan foregår indkøringen i Vietnam:-)

Weekenden i uge 8

2008-02-24T02:15:00.000-08:00

Vi har været i Vietnam i 4 uger nu. Tiden går faktisk ret hurtigt, nu hvor vi er begyndt at arbejde. Jeg må indrømme at de to første uger var lidt lange.

Fredag var jeg ude og spise med Thuy, Carly og Oriell. Carly og Oriell er to frivillige på Sao Mai, de er fra Australien og callifornien.

Efter vi havde spist gik vi på funky monkey bar, hvor vi mødes med Rasmus, Tina, Anine, Emil og John Vu. Det var faktisk en rigtig god aften. Jeg endte med at tage en motorbike hjem sammen med Tina. Det var første gang jeg prøvede at køre på sådan en, det var ikke så slemt som forventet, men der var heller ikke noget trafik. Nu har jeg prøvet det og vil gerne gøre det igen.

Lørdag tog vi bussen ind til en lille hyggelig sø, vejret var herligt. Prøv lige engang at se os i sommertøj, det er så skønt. Det kunne jeg sagtens vænne mig til.

Ude på søen kunne man sejle i cykel-svaner, det skulle da prøves. Så lå vi der ude på søen og nød solen.

Man kunne også komme ind i en mærkelig ballon og sejle rundt ude på vandet…. Det har vi ikke prøvet endnu.

Vi var i en zoologisk have. Det var så synd for dyrene, de havde slet ikke noget plads. Elefanterne var lænket til et træ og kunne næsten ikke bevæge sig. Vi tror den var blevet sindssyg, for den stod bare og rokkede frem og tilbage og så mærkelig ud. Mange af de andre dyr løb også bare rundt i ring hele tiden, men der var jo heller ikke så meget andet de kunne lave. Menneskerne fodrede dem med alt muligt mærkeligt chips, slikkepinde osv.

Om aftenen sad vi på altanen og drak øl og vi havde bestilt pizza. '

Det var så hyggeligt. Vi var til housewarming hos de danske studerende fra ambassaden.

Søndag købte jeg en ny mobil tlf. En samsung, den var meget billig, men har heller ikke kamera eller noget andet moderne på den. Den kan ikke skrive æ, ø, og å, men der er ordbog og menuen er på engelsk. Jeg købte den fordi det er rart at have en til mit vietnamesiske nr og en til mit danske nr. Og fordi jeg har hørt om mange der har fået stjålet sin mobil her nede, og jeg vil absolut ikke ha stjålet min fantastiske sony ericsson, som også næsten er helt ny. Så jeg jeg vil bruge mit vietnamesiske simkort i den nye tlf og lade min sony ericsson ligge her hjemme og tjekke det danske simkort på den en gang i mellem.

Varmen kom i dag!!!!

2008-02-21T03:19:00.001-08:00

I dag har det været så dejligt vejr her i Hanoi. Solen skinnede og hilmen var blå, det var så skønt og helt anderledes. I hele min pause sad jeg udenfor og solen bagte på min ryg. Det er stadig nødvendigt at have en trøje på, men det går da fremad. Desværre siger de på Sao Mai at det kun varer weekenden over.

Jeg er begyndt at tage bussen til og fra arbejde.... Jeg tog den hjem den anden dag, og det var faktisk ikke så svært som forventet. Jeg var nemlig ikke helt sikker på om den kørte der hen, hvor jeg håbede, men det gjorde den da heldigvis. Min plan var at tage taxa på arbejde og bussen hjem. Jeg havde en aftale med en fast taxachauffør, som kørte mig hver dag. Og da busstoppe-stedet ligger et stykke fra hvor jeg bor, synes jeg det ville være rart at tage taxa om morgenen. Lidt luksus skal der vel være. Men min lille taxachauffør syntes ikke om min plan, han ville kun køre mig begge veje. Det må han da selv om, hvis han ikke vil tjene de penge, og jeg sparer dem jo bare. Så min nye plan var så at tage en motorbike eller bussen om morgene. I morges tog jeg bussen, fordi det var så godt vejr, så ville je gerne gå hele den lange vej til busstoppe-stedet.

Sao Mai Indtil nu.

2008-02-21T03:19:00.000-08:00

Nu har jeg været lidt over en uge på Sao Mai og jeg må sige at jeg nogle gange godt kan føle mig lidt tilovers eller i vejen i klassen. Måske er det bare fordi jeg ikke er helt inde i rutinerne endnu, men jeg prøver virkelig.
Det er f.eks når børnene skal have mad. Borde og stole sættes op(som jeg selvfølgelig hjælper med). Så er der en lærerinde, der løber frem og tilbage fra klassen og ud på gangen, hvor hun henter mad til børnene. Der er ris, kød, sovs/suppe, grønsager og mange skåle grød. Hun henter en skål af gangen. En anden lærerinde står i klassen og blander det over i børnenes skåle, mens børnene sidder og venter. Jeg forstår stadig ikke, hvem der skal have hvad, og hvorfor de ikke får det samme. I alt dette mad-virvar, står jeg der og ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre. Jeg prøver bare ikke at stå i vejen. Jeg har sagt til lærerinderne at de skal sige til mig, hvis der er noget jeg skal gøre, fordi det er svært at gætte sig til.
Det samme sker efter frokost. Jeg er færdig med at made ”mit barn” først, fordi jeg ikke vil tvinge det til at spise og derfor stopper når barnet siger fra. En anden lærerinde overtager ”mit barn” og giver ham resten af maden. Så går jeg og gør lidt klar til, at børnene skal sove og skifter de børn, der er færdige med at spise. Så putter jeg dem der er klar, og dem jeg kan huske, hvor skal ligge (de har faste sovepladser). Så er det tid til jeg selv skal spise frokost.

Det var lidt sjovt den anden dag, der spurgte lærerinderne i klassen om jeg var psykolog uddannet. Det troede de jeg var, det er en fornem titel, når man er pædagogstuderende, synes jeg;-) Jeg tror, de har lidt svært ved at finde rundt i alle de frivillige der er på Sao Mai. Jeg har ellers fortalt dem to gange at jeg var pædagogstuderende fra Danmark. Hehe.

I dag var vi inde i motorik rummet. Det er et rum med cykler, balancebræt, rutchebane, et rum med en masse kugler osv. Børnene nød det, det var så skønt.

Hele formiddagen havde vi en af de store drenge på besøg. Han var helt vild med at røre ved mit hår og kilde mig. Inde i motorik rummet kastede vi med en stor gul bold. Han viste mig alle de seje trick han kunne, det var altså rigtig sjovt. Han ville også gerne prøve mit kamera. Først skulle jeg ta et billede af ham, så skulle jeg tage et at os begge og så skulle han tage et af mig. Her er billederne:

Så jeg må altså konkludere, at det ikke er alt på Sao Mai der er frustrerende. Det er faktisk også rigtig rart at være der. Og jeg er meget glad for min klasse og børnene.

Jeg sad og skrev notater i klassen i dag (og jeg er venstrehåndet), lærerinderne opdagede det med det samme. De sagde at det ikke var godt, at skrive med den forkerte hånd. Så jeg tror måske, ikke man må skrive med venstre hånd her. Jeg forklarede dem at det var okay i Danmark, at det ikke var dårligere at skrive med den ene hånd, frem for den anden. Jeg prøvede at forklare dem, at i gamle dage måtte man ikke skrive med vestre hånd, og de børn der gjorde det fik blyanten i højre hver gang. Jeg er ikke helt sikker på de forstod detJ

Bekymring (ikke lagt på bloggen endnu)
Min bekymring går mest på Di’oe (staves). Hans udvikling er længere tilbage end de andres børns. Han er et tumle barn, som ikke helt har styr på motorikken. Han falder tit og går usikkert. Til gengæld er han rigtig nysgerrig, alt skal prøves og opleves. Han klatre højt op på stole, og han skal røre ved alt. Han putter mange ting i munden og mister hurtigt fokus, hvis der forgår andre ting i rummet. Han bider de andre børn eller river dem, hvis de fx tager hans legetøj.
Di’oe får meget negativ opmærksomhed gennem dagen. Hele tiden er der nogle der retter på ham, fordi han ikke sidder stille, rejser sig fra stolen, river, bider, klatre op på ting, ser/rør de spændende ting børnene ikke må lege/kigge på og alligevel står i børnehøjde. Det skal også tilføjes, at han hver morgen får mange kys og kram. Mange af lærerinderne er helt vild med ham, og kommer ind og siger godmorgen, kysser og krammer. Jeg tror, bare ikke det kan opveje alt den negative kontakt han får i løbet af dagen. Jeg synes, det er vigtigt at tage hensyn til børnenes forskellige udviklingstrin og kunne godt tænke mig at lave noget andet med Di’oe imens de andre børn får undervisning. Jeg har ikke observeret ham så længe, men det jeg har set indtil videre, er en dreng der ikke får så meget ud af undervisningen. Han er ikke opmærksom på, hvad der sker, måske fordi der er så mange børn om et bord og en masse ventetid til hver enkelt barn får opmærksomheden. Jeg ville gerne øve noget motorik med ham, jeg er sikker på at han kan kravle f.eks. Og så kunne jeg godt tænke mig at at lave noget en-til-en øvelser med ham, med legetøj, klodser, billeder osv. For at se om det ville øge han koncentration. Så jeg skal have snakket med lærerinderne om det er okay.

Første uge på Sao Mai

2008-02-16T22:28:00.000-08:00

Efter at have været på Sao Mai i en uge, synes jeg, at det er rigtig frustrerende ikke at kunne forstå hvad lærerinderne siger. Hende jeg troede, der var ret god til engelsk, er ikke så god alligevel. Hun kan godt fortælle mig, hvad der skal ske, hvis jeg skal hjælpe med noget og sådan lidt, men hvis jeg spørger om noget, kan hun ikke forklare det. Det er virkelig irriterende, for jeg har så mange spørgsmål om, hvorfor de gør som de gør, eller spørgsmål om børnene. Nogle af de ting jeg ikke kan få svar på gennem lærerne, snakker jeg med de andre frivillige om.

Jeg har fundet ud af, hvorfor børnene tisser i en spand. Spanden fungerer selvfølgelig ligesom potten gør i Danmark. Børnene i min klasse er for små til at sidde på toilettet, da de kun har store toiletter. Så kan det bare undre mig at tisse-situationen skal forgå inde på stuen og ikke på toilettet. Måske det kan være for at spare tid, og for ikke at skulle tage hvert enkelt barn med ud på toilettet. Jeg synes, også det er mærkeligt at drengene står op og tisser og ikke sidder på spanden, ligesom drengene i Danmark sidder på potten og først senere lærer at stå op og tisse. Men det fungerer jo meget godt.

Der er struktur over dagen i klassen, og det er de samme punkter, der er hver dag. Børnene kommer mellem 8 og halv 9. De er kommet lidt senere i denne uge fordi det er koldt. Så er der morgensang på stuen. Børnene sidder på en lang rækker og kommer en af gangen op til lærerinden, som synger en sang og styrer barnets arme i sangens fagter. Børnene bliver ikke spurgt om de har lyst. De skal, det er lige meget, hvor højt de græder, det hjælper ikke. Lidt barskt nogle gange.
Bagefter er der lidt undervisning. Børnene sidder rundt om bordet og kan lege med fx lego. Et barn af gangen kommer op til en lærerinde, hvor de lave forskellige ting, øver farver, størrelser, se på biler osv.

Her lærer drengen at spise. Koppen er der chips i. Han har været heldig, for nogle gange skal børnene lærer at spise af en skål uden noget i. Ikke særlig motiverende.

Så er der fri leg på gulvet, uden legetøj. Frokost, og så er det tid til at sov. Børnene sover fra halv 12 til 2. Her ligger børnene og sover dejligt. De ligger på gulvet, på et tæppe, har hver deres lille hovedpude og en dejlig tyk dyne over sig.

Efter middagsluren er det snacks tid. Børnene får kiks eller chips og nogle får grød. Jeg tror, det er noget mælk eller kakaomælk de drikker til. Dette måltid, virker faktisk lidt usundt, men dejlig fedende, hvis det er det man sætter pris på.
Bagefter er der som regel undervisning igen eller en anden form for aktivitet. Til sidst fri leg igen.

Kl. ca. 4, bliver legetøjet ryddet op, børnene bliver placeret på hver sin stol op af væggen og så skal de sidde der og vente til deres forældre kommer.

På billedet sidder børnene klar og venter på deres forældre.

Det må være så kedeligt, nogle af dem bliver først hentet halv 5. Hvis børnene prøver, at rejse sig, bliver de sat ned på stolen igen eller råbt af. Jeg synes faktisk det er ret synd for dem. Børn på 2-3 år kan da ikke sidde stille i en halv time, uden der sker noget som helst.

Der er en anden sjov ting, jeg har undret mig over. Forældrene kommer ikke ind på stuen og henter børnene. Ude ved trappen sidder en lærerinde, og når forældrene kommer, skynder hun sig ind på stuen, og fortæller hvilket barn der skal hjem. Lærerinderne, på stuen, skynder sig at give barnet tøj på. Nogle gange er de 3 om at give et barn tøj på, fordi det skal gå så stærkt. Og så følger de barnet ud til forældrene som venter ved trappen.

Første uge på Sao Mai har været god, og jeg er glad for min klasse. Efter noget tid i min klasse kan jeg godt tænke mig, at prøve at være i nogle andre klasser også, for at se om det er de samme ting de gør der. Det kan vist sagtens lade sig gøre da jeg jo ikke er en del af den faste normering. Jeg har en masse spørgsmål, jeg har fået svar på, og en masse ting der undre mig. Jeg må sige at det er meget anderledes end i Danmark. Det er mere anderledes end jeg havde regnet med.

Første dag i praktik (og tanker dagen før)

2008-02-12T06:18:00.000-08:00

D. 11.2
Så er det ved at være tid til at starte praktik. Det er faktisk i morgen. Jeg skal tage taxa frem og tilbage, til at starte med. De andre har fundet ud af at tage en bus ud til børnehaven. I huset har vi fundet et nummer, til en taxachauffør. De andre tidligere studerende har brugt ham, og han skulle kunne engelsk. Jeg har, udskudt at ringe til ham, fordi jeg ikke så godt kan lide sådan noget. Jeg aner i ikke hvem han er, om nummeret er rigtigt, om han stadig køre taxa, om han kan engelsk, og hvilke andre studerende der har brugt ham. Det kunne jo være en meget gammel seddel, der lå her med hans nummer. Først besluttede jeg at ringe søndag, men udskød det så til mandag. I dag var jeg nød til, at ringe til ham. Han virkede rigtig flink, og snakkede godt engelsk. Så nu håber jeg bare han kommer i morgen som aftalt, men mon ikke.
Jeg føler mig lidt alene om praktikken, fordi de 3 tøser jeg bor sammen med skal sammen i børnehaven. Og jeg er bare den eneste der skal på Sao Mai. Thuy skal også på Sao Mai, men vi bor jo ikke sammen, så vi skal ikke følges eller noget. Jeg tror, på den anden side det er meget sundt for mig, at skulle klare nogle ting helt selv. Så er jeg nød til at gøre nogle ting selv, som andre ellers kunne have gjort for mig. Jeg kan bare godt lide, at have nogle at støtte mig op af især i starten. Jeg synes, det ville være rart at have nogle at følges med osv., men jeg er sikker på jeg sagtens selv kan klare det.

D. 12.2
Jeg sov ikke så meget i nat, nervøsiteten var kommet igen. Jeg var ellers blevet rigtig god til ikke at være nervøs i Danmark, men her nede, hvor det alt stadig er utrygt og nyt, kom det altså tilbage. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig. Så det var meget hårdt at stå op i morges.

Taxaen kom til tiden og jeg var i god tid. Da jeg ankom mødte jeg Thuy. Der var ikke nogen til at tage imod os, og vi viste ikke rigtig, hvor vi skulle gå hen. Vi fandt dr. Lans sekretær, som sagde vi lige skulle vente en halv time, så ville hun komme og vise os ud i vores klasser. Der gik så en hel time.

Jeg kom i en klasse med små børn, efter eget ønske. Jeg tror, helst de ville have at jeg skulle være hos de store, men der sagde jeg fra. Børnene i min klasse er 2-3 år.
Det første jeg så da jeg kom ind på stuen, var en dreng der tissede i en spand. Lærerinden holdte spanden og sagde s-lyden (ssssss). Det var lidt mærkeligt for der er faktisk indgang til et toilet på stuen, men børnene skal altså tisse i en spand. Bleskift sker også på stuen blandt de andre børn, og ikke på toilettet, som i Danmark.

Der var en ny dreng der skulle starte i dag og da lærerinden skulle snakke med forældrene og ”vinke farvel” med drengen, var jeg alene med de 7 andre børn på stuen. Lidt af en opgave når jeg kun havde været der i 10 min., ikke kender børnene, og de slet ikke kender mig. Jeg synes, lærerinden var væk længe, men jeg klarede det fint.
Til frokost fik nogle børn ris med noget sovs, og andre fik grød. Børnene bliver madet og når de ikke kan spise mere, bliver de tvunget. Lærerinden holder hovedet og putter skeen ind i munden på barnet, selvom det græder og ryster på hovedet. Det var meget hårdt at se, synes jeg. Det gør jeg bare ikke.
Børnene drikker ikke almindeligt af en kop. De drikker af en ske som lærerinderne propper ind i munden på dem. Jeg ved faktisk ikke hvorfor, men det skal jeg have undersøgt.

Der er ikke så meget legetøj. Der var mange klodser af træ og nogle plastik ”klodser” ellers var der 2 helikoptere og 6 biler. Men så kan man da bare finde noget andet at lege med, fx. min sko:

Det kan måske være fordi det ikke var deres faste lokale vi var i. Klasserne er blevet malet i løbet af nytåret, og i morgen flytter de tilbage til de faste stuer. Nu må jeg se.

Børnene er rigtig søde, og nysgerrig efter at finde ud af hvad jeg er for en. Nogen af dem var, med det samme henne hos mig. De rørte mit ansigt, mine øreringe og kiggede nøje på mig. De sad lynhurtigt på skødet af mig. Andre skulle lige se mig an på afstand, og kom først hen til mig senere på dagen. I starten gik de væk når jeg kom hen for at lege med dem, men de tøede op i løbet af dagen.
Der var en dreng, som græd meget. Lærerinderne sagde, det var fordi han savnede sin mor, men der var ikke rigtig nogen der gjorde noget ved det. Jeg var nød til at tage han på skødet og rokke han lidt frem og tilbage. Jeg kunne ikke lide, at han bare sad der og græd. Så sad vi der og puttede i et stykke tid.
Børnene har, om morgenen, deres vinterjakker på indenfor fordi der er så koldt. Så går de rundt og kan næsten ikke bevæge sig fordi jakkerne er så store. Det ser lidt sjovt, men også meget besværligt ud.

Her er nogle billeder af nogle af børnene:

Jeg synes, at min første dag har været en god dag. Jeg var helt lettet da jeg skulle hjem, synes tiden er gået stærkt. Jeg har en masse ubesvarede spørgsmål efter jeg har fået tænkt dagen igennem. Der har været mange indtryk som skal bearbejdes. Jeg føler mig helt bombet. Så i nat sover jeg nok rigtig godtJ
For resten kan den ene lærerinde i min klasse slet ikke noget engelsk, den anden kan få ord og enkelte sætninger, den sidste er ret god til engelsk (men jeg er ikke sikker på, hvor meget hun er der. desværre).

Nytårs-frokost hos Ha

2008-02-07T20:27:00.001-08:00

Vi skulle tage bussen hjem til Ha og hendes familie i dag, hvor vi var inviteret til fest. Vi skulle stå af ved børnehaven, som vi ikke var helt sikre på, hvor var. Heldigvis kom vi af det rigtige sted, og vi var der i rigtig god tid.
Vi havde købt en nytårskurv til familien, med forskellige ting i. De blev meget glade for den og takkede mange gange. Vi hilste på Ha’s onkel og tante, hendes mor, far og lillebror. Onkelen var en meget klog mand, han var lærer på et universitet og meget respekteret i familien. Han havde været i tyskland, hvor hans datter bor. Han fortalte meget på vietnamesisk, som Ha oversatte til engelsk så vi kunne forstå det.
Så var det tid til gaver. Familien gav os lucky-money, en lille fin konvolut med 10.000 dong i. Lucky-money er penge som de giver i anledning af nytåret til nære venner, familie og gæster som kommer hjem til dem. De sagde de så os som nære venner. Vi fik også en lille lucky-mouse figur, som bringer lykke, i hele musens år. Det var meget sødt af dem, godt vi også havde en gave til dem.
Min lucky-mouse, som hænger over min seng og bringer mig lykke.

Vi startede med at drikke the, og spise lidt slik. Og så var der mad, og der var meget af det. Der var blandt andet, forårsruller, kartoffelsuppe, grønsager, kylling på ben, små kødstykker osv. Vi skulle selvfølgelig smage så meget som muligt. Ha’s mor puttede de forskellige ting op i vores skåle. Jeg kunne ikke nå at smage det hele, der var virkelig mange ting, og jeg blev hurtig mæt. Min favorit var kartoffelsuppen, forårsrullerne, grønsagerne og kødstykkerne, det smagte rigtigt godt. Til dessert fik vi nytårskage, det var specielt. Der var kød inde i kagen. Den var lavet af ris (og vist nok nogle andre ting) som var kogt i 12 timer, inde i var der svinekød og bønner. Risene var meget klistrede og underlige at tygge. Det kunne jeg altså ikke lide, men jeg smagte det.

Et billede af lidt af maden.

Bagefter maden, fandt Ha’s far guitaren frem og spillede og sang nogle vietnamesiske sange for os. Ha forklarede os hvad de handlede om. De ville gerne have at vi sang, en sang på dansk for dem. Vi sang morgensangen fra seminariet, det var lidt hyggeligt. De ville have at vi skulle synge en til og vi valgte lille Peter edderkop. Den kendte Ha godt, den sang de også i Vietnam. Det var skægt, for vi havde nemlig lige siddet og snakket om at det nok var en sang de havde i alle lande. Mens vi sang var der the og slik igen. Så da vi tog bussen hjem ad var vi meget mættet. Og her vi så med hele familien.

Nytår d. 7/2

2008-02-07T20:27:00.000-08:00

Vi sov rigtig længe, for at være friske om aftenen. Vi havde fået af vide, der skulle være fyrværkeri inde ved søen, ved midnat. Vi skulle der ind i god tid, da der ville være mange mennesker. I Vietnam må befolkningen ikke selv skyde fyrværkeri af, det er kun militærmændene (eller sådan nogen) der må gøre det. Derfor var der er afspærret område, som var meget bevogtet af disse mænd, hvor fyrværkeriet var.

Vi gik ind til søen, for at spise aftensmad. Der var rigtig flot pyntet op, med lyskæder, og grønt spot på træerne, de havde virkelig gjort noget ud af det. Vi fandt en lille cafe, hvor der var plads. Vi spist cheeseburger og pommes-fritter, dejlig nytårsmenu:-) og bananaspilt til dessert.

Man må sige at der var mange mennesker. Det var næsten ikke til at komme rundt. Vi gik som sild i en tønde, på en lang række og holdte fast i hinanden for ikke at blive væk. Vi fandt et fint sted vi kunne stå og se fyrværkeriet. Bag os stod to mænd med champagne, de bød os et glas. Vi sagde nej tak, men det ville de ikke høre på. Det er jo heller ikke rigtig nytår uden champagne.

Da kl. blev 00.00 startede fyrværkeriet, vi skålede i champagne og nød det flotte fyrværkeri. Fyrværkeriet varede ca. 15. min. Og da det var slut begyndte alle at gå hjem. Så det gjorde vi også. Det var den nytårsaften. På lørdag er vi blevet inviteret il nytårsfest hos en vietnamesisk familie kl. 11.00. Det glæder vi os til, men vi er også lidt nervøse for hvad vi skal have af mad, om den kurv vi har købt til dem er god nok, hvilket tøj mon man skal have på osv.

Museum

2008-02-05T22:36:00.001-08:00

Mai, Tina, Mie og jeg var i går på kvindemuseum. Det var desværre kun 1. og 3. etage, der var åben, pga. ombygning. Det kostede 10.000 Dong at komme ind. Vi fik det til 5.000 Dong, da vi er studerende. Det var heldigtJ Vi startede på 1. etage. Det var rigtig spændende. Der var ting og billeder fra krigen. Der var også breve som, var skrevet hjem til forældrene og breve fra mændene til deres koner, under krigen. Det var ret så sørgeligt at læse.
På 3. etage blev vi en smule skuffede. Der hæng en masse plakater med en masse tekst til, og på gulvet lå en kæmpemæssig hundelort. Ad, hvor var det ulækkert. Så vi brugte ikke meget tid der.

I dag har Mie og jeg været på Ho Chi Minh-mausoleet. Det er der man kan se Ho Chi Minh ligge, lige så fin, i sin kiste. Det var meget sjovt, for man på ikke stoppe op der inde og kigge. Man skal blive ved med at gå. Og man må ikke have kamera og tlf. med derind. Mig og Mie havde meget sjov og besvær med at glemme vores kamera, fordi vi ikke ville lade det ligge nogen steder, i frygt for aldrig at se det igen. Vi gemte det først i lommen, så inde på maven og til sidst i tasken. Men det gik der var ingen der tog det fra os.
Bagefter så vi der, hvor Ho Chi Minh har boet, hans biler, præsidentpaladset osv. Der var meget smukt og her var det tilladt at tage billeder.

Til sidst var vi inde på museet, det var meget spændende, noget af det.
Så var vi lige i vand-dukke-teater om eftermiddagen. En meget speciel oplevelse. Dukkerne var rigtig flotte, men jeg synes ikke musikken var så god. Lige foran mig sad en høj mand, så det var lidt svært at se. Det var lidt ærgerligt. Der var både menneske-, fiske-, drage-, og fugledukker i alle mulige farver og størrelser. De kunne lave alle mulige bevægelser. Det er noget som skal opleves.

Man må sige vi får oplevet en masse ting i Hanoi i de her dage. Det er faktisk lidt rart.
Så fik jeg nyt tlf. nr. i dag. Det gamle ville ikke fungere, dem i Danmark kunne ikke ringe op til mig. Det synes jeg var lidt irriterende. Damerne i telefonbutikken kunne ikke fortælle mig hvorfor, så måtte jeg købe et nyt simkort, så nu fungere det bare. Mit nye nr. er: (+84)01228 355 834.

På tur i Hanoi

2008-02-03T00:54:00.000-08:00

I dag blev vi inviteret på tur i Hanoi med to piger fra børnehaven. Vi skulle mødes foran litteraturtemplet kl. 8.00. Det er det tidligste vi har været oppe endnu, så det var lidt hårdt at komme op. De viste os rundt i litteraturtemplet, og fortalte os om det. Det var rart at få lidt historie også. Vi fik helt sikkert meget mere ud af det, end hvis vi havde været der alene. Litteraturtemplet er Vietnams første universitet, hvor de dygtigste unge mænd studerede. Hver 3. år blev der afholdt eksamener.

I den ene gård står der en masse skildpadder. Det siges at det giver lykke til eksamener, hvis man aer en på hovedet. Derfor kommer mange vietnamesere til litteraturtemplet inden deres eksamener.

I den bagerste gård står en statue af Konfucius, som var en meget klog lærer. Ved siden af ham står hans 4 bedste studerende.

Efter vi havde været i litteraturtemplet, tog vi en taxa ind til Hoan Kiem søen. Pigerne viste os Ngoc Son-templet. Jeg tror, det er her vietnameserne kommer for at bede. Det var flot, og flot udsigt til søen. Der var en kæmpe skildpadde der inde, som menes at have levet i søen en gang. Vi kunne se ud til skildpaddetårnet, som også ligger ude i søen. Hvis man ser en skildpadde i søen giver det held.

Til frokost var vi inde på en restaurant, og spise nudelsuppe. Da pigerne havde betalt indgang for os alle, og taxaen ind til byen, synes vi at vi ville betale frokosten. Det kunne vi ikke få lov til, for når det var dem der havde inviteret, var det også dem der skulle betale. Det var ikke rart, for det er vi ikke vant til hjemme fra. Der deler man oftest eller betale for sig selv. Men det ville de altså ikke have.
Efterfølgende tog vi en taxa (som de betalte) ud til et marked, hvor de igen betalte for vores indgang. Det var et stort center, med en masse butikker. Det var i anledning i af nytåret, at markedet var der. Det var en rigtig god dag, og pigerne var rigtig søde. Den ene var rigtig god til engelsk. Den anden var svært at forstå, men det gik. Vi blev inviteret til nytår hos den ene og hendes familie. Vi regnede ellers bare med, at vi skulle være i huset eller ned til søen, så det var da dejligt at blive inviteret hjem til hende. Det så spændende at se hvordan de holder nytår. Der er noget med, at de giver hinanden penge til nytår i små kuverter. På restauranten fik vi sådan nogle små kuverter, og jeg tror nok vi putter nogle penge i og giver pigen og hendes familie.

Trafik-kaos

2008-02-01T09:23:00.000-08:00

Her er et par film, der kan give jer en fornemmelse af hvordan trafikken er. Det er helt vildt. Ikke engang på fortorvet kan man føle sig sikker. Prøv selv at se.

Vietnamesisk mad for første gang

2008-01-28T22:27:00.006-08:00

I dag har vi været på besøg hos John Vu. Han var så sød at inviterer os på mad, det sagde vi ja tak til. Han ringede til hans hushjælp, som handlede ind og kom og hjælp ham med at lave maden.
Der kom en stor gryde ind på bordet med andekød i stykker, bambus og noget grønsags-agtig noget, som lå i suppe. Der var nudler der til. Det var lidt stærkt, men det smagte super godt. Det var rigtig spændende at prøve og ikke spor farligt.

Vi skulle spise med pinde, hvilket jeg ikke rigtig har prøvet før. Jeg synes, det er svært at styre pindende, men jeg blev faktisk lidt god til sidst. Jeg troede ellers jeg aldrig ville blive mæt, hvis vi skulle spise med pinde. Men det gik rigtig godt, jeg fik da rimelig styr på det. Bare vendt når jeg kommer hjem er jeg super god til at spise med pinde.

Det er mig der har fanget så mange nudler med mine pinde. Rimeligt flot, synes jeg.

Så røg strømmen

2008-01-28T22:27:00.005-08:00

I går aftes gik vores strøm. Vi tjekkede alle sikringer, som vi plejer når strømmen går. Der var ingen af dem der var spunget. Vi gik ud fra det var strømmen i hele området der var gået, og gik derfor i seng. Vi regnede med at strømmen ville komme igen i løbet af natten.

Da vi vågnede næste morgen, var der stadig ingen strøm. Det undrede os og vi ringede til Trang (datteren i familen som vi lejer huset af). Så kom hun først, derefter ringede hun efter sin far, som kom og aå på sikringerne. Han ringede videre til nogle mænd (elektikere, tror jeg). De kom efter en times tid og skulle lave det.

Her er resultatetet. Den tykke grønne ledningen var der ikke før, det var bare alle de små. Den grønne ledning løber ned af væggen, hen af gulvet, ned af en lille trappe, op af væggen igen og ud gennem ventilationen, jeg ved ikke hvor den så går hen. Ledningen er tapet fast til væg og gulv. En nem løsning som aldrig ville gå i Danmark.
Da elskabet nu ikke kan lukkes pga. den grønne ledning tapede de også det til, i stedet for bare at lukke til lidt til.

man kan se tapen på skab og væg, hvis man kigger godt efter.

Mig og Mies Værelse

2008-01-28T22:27:00.004-08:00

Her sidder Thuy og Mie i vores dejlige store seng, hvor vi bare sover så godt.
Dette er vores stativ til vores tøj, her er ikke noget klædeskab, så tøjet må hænge fremme. Dejlig nemt når man skal vælge tøj om morgenen:-)
Vores fantastiske vindue. Ledningerne er til internettet og går fra vores værelse, ud gennem vinduet, op til de andres vinduer og ind til dem. Det er lidt utæt.
vores elskede varme blæser, som vi har rigtig meget glæde af når der er strøm i huset. Den er faktisk vores bedste ven.
Vi har prøvet at lave det lidt hyggeligt med lys.

Her er vores altandør, den er også meget utæt, så det trækker en del. Vi har hængt et dynebetræk for, til at ta det værste.

Det var en lille rundtur på mig og Mies værelse.

Inde ved Hoan Kiem søen

2008-01-28T22:27:00.003-08:00

Vi har været rundt omkring i byen nu. Vi har fundet ind til den store sø, som hedder Hoan Kiem Søen. I starten tog vi taxa der ind, men nu kan vi finde vej og gå der ind. Der er ca. 2 km. Der er mange gode butikker og restauranter. Den anden aften var vi på marked, på en af sidegaderne, de havde forskellige sjove ting. Der er faktisk rigtig hyggeligt inde ved søen. Ovenfor er et billede af mig og Thuy ved søen en aften. Der var flot, med det grønne og røde lys i baggrunden.

Vi har fået købt varme bluser, og jakker. Vi havde lidt svært ved at passe størrelserne her nede. Jeg havde ellers lovet mig selv at jeg aldrig (foreløbig) skulle bruge str. L, det holder altså ikke her nede. Så jeg har købt bluser i str. L nu.
Vi har også fået købt en varmeblæser, det er dejligt. Den er faktisk vores bedste ven. Vi har en på hvert værelse. Nu kan vi både holde varmen med varmeblæseren og varme bluser. SKØNT!

Indtil videre har jeg kun smagt vestligt mad, jeg har ikke turde smage det vietnamesiske. Men jeg skal snart tage mig sammen og smage noget af. Jeg er lidt bange for min mave ikke kan tåle det.
Jeg har fået et vietnamesisk mobil nr. langt om længe. Vi har ledt meget efter det, og i dag lykkes det. Jeg er ikke sikker på jeg kan modtage sms’er fra Danmark, men jeg kan sende og det er billigere end at bruge mit danske abonnement. Mit nr. er (+84) 0936 140337, det er meget langt ik?
Vi har også fundet den rigtige hæveautomat, hvor vi kan hæve mange penge af gangen. Der er nogle hæveautomater, hvor man kun kan hæve 2 mio. (ca. 600-700 kr.) og nogle, hvor man kan hæve 4 mio. (ca. 1300-1400 kr.). Så er det jo bedste at hæve mange, så vi ikke skal betale hævegebyr så mange gange.
Der er mange steder i Hanoi, hvor der er julepynt oppe stadig. Vi har undret os over det og snakket om at det måske kunne være fordi, de lod det hænge til nytår (ligesom vi gør der hjemme). I dag spurgte jeg John Vu om hvorfor? Han sagde at det bare var fordi det var pænt og at det jo pyntede. Så jeg er spændt på om det oppe alt imens vi er her, men mon dog???? Det bliver spændende, at se.

Det jeg prøver, at sige med denne lille besked er, at vi snart har styr på rigtig mange ting, og det er rigtig rart.

Første gang på Sao Mai

2008-01-28T22:27:00.002-08:00

Sao Mai Center er den institution, jeg skal arbejde på. Det er en institution for handicappede børn, som autister og børn med down syndrom.

I dag havde mig og Thuy aftalt et møde med dr. Lan kl. 14.00. Vi tog en taxa der ud, men chaufføren kunne ikke finde det. Han satte os af i området, og så måtte vi gå rundt og lede. Vi spurgte nogle forskellige mennesker, og de prøvede at hjælpe os. Til sidste mødte vi en sød pige, som fulgte os hele vejen.
Først fik vi the, som vi drak sammen med dr. Lan og John Vu. John Vu er en dansk vietnamesisk mand, som er i gang med et projekt på Sao Mai. Vi snakkede med dr. Lane om institutionen, uniformer og om nytår, som er den 7. februar. Nytåret er ret stort her nede, og derfor holder de fleste steder lukket i dagene før og efter nytår. Sao Mai holder lukket fra d. 4 til den 11, og derfor skal vi først starte på institutionen d. 12. februar.
Vi får lyserøde uniformer, som vi skal have på, på arbejde. Efter nytår skal vi have taget mål, så de kan sy dem til osJ
Da Thuy kan vietnamesisk foregik det meste af samtalen på vietnamesisk. Det var lidt ærgerligt, fordi jeg så ikke kunne være med. Jeg prøvede flere gange at spørge på engelsk, i håb om at få et svar på engelsk, men for det meste svarede dr. Lan på vietnamesisk til Thuy som måtte oversætte til mig. Måske er det fordi, de er usikre i deres engelsk, at de slår over i vietnamesisk. Det gjorde bare at jeg ikke var så meget med i samtalen, hvilket jeg synes var ærgerligt.

Bagefter fik vi en rundvisning på centret. Det var dr. Lans sekretær, der viste os rundt, og hun snakkede engelsk. Det var rigtig rart.
Vi var inde i alle klasserne og se hvad det skete. Der var kun halvt så mange børn som der plejede at være pga. nytår. Vi startede med de mindste børn, som er 1,5 til 6 år. I alle klasserne sad børnene på gulvet eller ved et bord og legede med klodser og andet lego-lignende legetøj. Vi fik af vide, at børnene rigtig skulle have haft ”undervisning/time” nu, men fordi mange børn holdte fri så dagene lidt anderledes ud end de plejede.
Børnene var helt vildt søde. Jeg fik en lille veninde. Hun var to år, tror jeg. Ligeså snart jeg satte mig på gulvet, kom hun over og studerede mig. Hun var meget nysgerrig og stod næsten på skødet af mig. Hun var bare så dejlig, hun krammede mig og stod ovre hos mig alt imens vi var der.
Bagefter gik vi ovenpå, hvor de større børn er. De er vist nok 7 til 16 år. Jeg synes, det var lidt voldsomt. Nogen af dem var jo større end mig. Der var en der rev mig i håret, og blev ved med at holde fast i det, det var ikke så sjovt. Der var også nogen der skubbede til Thuy.
Jeg vil allerhelst arbejde med de mindste børn, og det satser jeg på at få lov til, for det virkede på dr. Lan som om vi selv kunne bestemme.

Jeg var rigtig nervøs, inden vi kom ind til institutionen. Jeg var spændt på, at møde dr. Lan og børnene og se, hvad det var for et sted jeg skal være, det næste halve år. De tog rigtig godt imod os, det var rart at være der, og de var alle sammen meget søde og glade. Jeg synes, det er dejligt at have set stedet. Det giver mig lidt mere ro, at jeg ved hvordan der ser ud, og har hils på personalet og nogle af børnene. Jeg glæder mig rigtig meget til at starte der.